Europæisk aktionsuge mod social dumping på færger ”fejrer” 10 året for kuldsejlet EU-direktiv, som kunne have sikret lige vilkår for søfolk uanset nationalitet. – Redernes gedigne lobbyarbejde forhindrede det, siger sømændenes formand
For 10 år siden var EU-Kommissionen på banen med et forslag, som ville have sikret ordentlige vilkår for søfolk uanset nationalitet på alle færger, som anløber EU-havne.
Men i 2004 opgav kommissionen sit forslag til direktiv om ”passagerservice”, forslaget ville ellers have sikret besætningens rettigheder på alle færger, som anløber EU-havne, uanset nationalitet.
– Men gedigent lobbyarbejde fra rederne fik i 2004 kommissionen til at opgive at gå videre med det, siger formand for 3F Sømændene, Søren Sørensen.
Det Internationale Transportarbejder Forbund , ITF og den europæiske pendant ETF pendant bruger jubilæet til at sætte fokus på social dumping på færgerne i Europa og i havnene.
– Kampagnen er udtryk for frustrationen efter 10 spildte år, siden Kommissionen foreslog et direktiv, som ville have garanteret lige vilkår for mandskabet, siger Norrie McVicar, ITF.
– Det har betydet et ti-år med mistede jobs, hvor faste jobs er skåret væk eller erstattet med billigere arbejdskraft. De bliver nu oven i sat til at lave det arbejde, som uddannede havnearbejdere altid har lavet, siger han.
Kampagnen vil blandt andet ramme udvalgte færgehavne i Europa mellem den 27. og 30. september, hvor fagforeningerne vil inspicerer forholdene ombord på færgerne og gøre passagererne opmærksomme på den sociale dumping, der foregår på færgerne.
Dumping breder sig i land
Kampagnen blev skudt i gang på en konference i sidste uge i England, hvor der blev diskuteret, hvordan der kan sættes gang i forhandlinger med arbejdsgiverne om vilkårene på de færger, som sejler internt i EU. ITF vil også have stoppet den udbredte praksis med at lade søfolkene overtage mere og mere af havnearbejdernes arbejde
– Det handler om social dumping, både på skibene og i havnene. Vi har set, hvordan den sociale dumping breder sig ind i land og de udenlandske søfolk bliver sat til at håndtere lasten, siger Søren Sørensen.
Selvom de danske færger ikke er så hårdt ramt, bl.a. på grund af sprogkrav, så er problemet aktuelt også for de danske søfolk.
– Når dansk ejede færger på den engelske kanal bruger polakker, så er det fordi de er billigere end danske søfolk, selvom vi også er EU-borgere. Og når D.F.D.S’s færger fra Danmark til Norge bruger phillipinere og andet godtfolk, så er det samme historie. Social dumping er ikke kun et problem i byggefagene og i landtransporten, siger Søren Sørensen.
Overenskomst i hjemlandet
Han understeger, at det ikke handler om at holde andre landes søfolk ude.
– Når et indisk skib kommer til Europa i ny og næ, så er der ikke noget problem i at de arbejder på indiske vilkår. Men når et skib ejet af europæiske redere sejler med indiske søfolk på indiske vilkår, så er det social dumping. Og det er det vi sætter fokus på med kampagnen, siger Søren Sørensen.
For at komme den sociale dumping til livs har det Internationale Transportarbejderforbund besluttet en ny linje. På ITF’s kongres i Mexico besluttede transportarbejderne, at forhandlingsretten ligger i ejerlandet.
– Mexico City politikken betyder, at retten til at indgå overenskomst ligger hos forbundene i de lande, hvor skibsejerne har hjemsted. Det betyder, at de skal følge overenskomsterne i de respektive lande. Uanset hvor de sejler, siger Søren Sørensen. (brink)






