Kommissionen kan ikke få øje på løndumping

EU-kommissær for beskæftigelse ser ingen problemer med løndumping. Lavaldom fører ikke til ændringer for udstationerede, der kan dog blive tale om at sætte tidsloft over udstationering

Beskæftigelseskommissær Laszlo Andor mener ikke, at EU-domstolens fortolkning af udstationeringsdirektivet giver anledning til bekymring for social dumping. I Lavaldommen har domstolen begrænset fagbevægelsens muligheder for at konflikte for ”fulde overenskomster” til udstationerede arbejdere.

En stort set samlet europæisk fagbevægelse har siden Lavaldommen krævet direktivet ændret eller rullet tilbage til fortolkningen fra før dommen. Fordi den åbner for løndumping, som er med til at presse lønningerne ned.

Men Andor mener ikke, at det er prisen på arbejde, som giver anledning til bekymring.
– Hvis det virkelig var problemet, ville vi se større problemer med social dumping rundt om i Europa. Det vi må se på, er hvordan direktivet implementeres i visse lande, sagde han på et møde med svenske fagforeninger i Bruxelles i sidste uge.

Han ville ikke gå i detaljer med den revision af udstationeringsdirektivet, som kommissionen har lovet inden året udgang. Men antydede dog, at kommissionen overvejede, om der skal sættes en tidsgrænse for, hvor længe arbejdere kan udstationeres.

– Dem som udstationeres bør være det i begrænset tid, det er et spørgsmål vi skal se på i vores revision af direktivet, sagde Andor.

Varme kartofler

Han afviste på mødet at gå i detaljer om, hvordan EU-kommissionen vil håndtere to varmen kartofler, nemlig udstationeringsdirektivet og arbejdstidsdirektivet.

Dermed undlod han også at forholde sig til den Europæiske Faglige Sammenslutnings (EFS) detaljerede forslag til nyt udstationeringsdirektiv, som har fokus på stop for social dumping.

I stedet opfordrede han til forhandlinger mellem parterne på EU-plan. Det har været forsøgt siden 2008 – uden resultat, da arbejdsgiverne er mere end tilfreds med EU-domstolens afgørelser. (brink)