Tyskland foreslår yderligere begrænsning af underskud. – Det er en katastrofe, som kun kan forlænge krisen, siger økonom Mogens Ove Madsen
Ifølge den tyske avis Die Welt vil Tyskland kræve at det tilladte underskud på statsbudgettet indsnævres til to procent, mod de tre, som er tilladt i dag.
De tyske krav til den forfatningsændring, som Tyskland og Frankrig vil præsenterer på topmødet senere på måneden er lækket til avisen. Udover indsnævringen af det tilladte underskud, lægges der også op til, at overskridelser automatisk skal straffes ved at tilbageholde udbetalinger fra EU’s fonde.
– Det er katastrofalt, hvis det bliver vedtaget. Og hvis man oven i lægger en automatisk straf, så betyder bare et ekstra underskud for de kriseramte lande, siger Mogens Ove Madsen, økonom og lektor ved Ålborg Universitet.
– Forslaget udviser en ringe forståelse for, at der er konjunkturudsving i økonomien. Hvis man skal spare eller beskatte sig til at leve op til kravene, så forlænger det kun krisen, siger han.
Retter smed for bager
Mogens Ove Madsen mener ikke, at en yderligere stramning af konvergenskravene vil løse euroens problemer.
– Man retter smed for bager, for det er ikke den offentlige gæld, som er det virkelige problem. Det er konkurrenceproblemet mellem Tyskland og resten af Europa. Så længe man har det, vil der blive ved at opstå underskud i de andre eurolande. Man går ikke til roden af problemet, så det er en forker medicin, siger han.
– Hvis to procent kravet skrives ind i traktaten, vil det så ikke afskære landenes regeringer fra at kunne regulere økonomien for fremtiden?
– Hvis det bliver det overordnede styringsprincip for fremtiden, så er der ikke mange muligheder tilbage for en selvstændig finanspolitik, siger Mogens Ove Madsen.
Rammer også Danmark
Danmark er klar til traktatændringer, det fremgår af det mandat regeringen fik fredag morgen i Folketingets Europaudvalg, oplyser europaminister Nicolai Wammen til Ritzau.
– Der er store økonomiske problemer, og Danmark har en interesse i at få styr på økonomien så hurtigt som muligt, siger Nicolai Wammen om den danske forhandlingslinje.
Han ser ikke problemer for Danmark i, at lande som Tyskland og Frankrig taler for vidtgående kontrolregler og sanktionsmuligheder, hvis eurolandene ikke lever op til de såkaldte konvergenskrav.
– Det er ændringer, som kun angår eurolandene, siger Nicolai Wammen.
Men den udlægning holder ikke, mener Mogens Ove Madsen.
– Danmark er med i ØMU’ens anden fase, det betyder vi sidder i venteværelset til euroen. Vi skal hvert år aflevere en konvergensrapport, hvor vi skal overholde de nuværende krav. Så vi vil også skulle leve op til de nye krav. Det kan ministeren ikke snakke sig ud af, siger han.
Kun fem dukse
Sidste år var det kun fem af EU’s 27 medlemslande, som havde underskud på under tre procent. Danmarks underskud var 2,6 procent, så med en ny traktat, vil vi blive tvunget til yderligere nedskæringer, mens forslagsstilleren Tyskland selv overskred tre-procents grænsen.
De 27 lande havde samlet et underskud på 6,6 procent, hvor Irland topper med et underskud på statsbudgettet på 31,3 procent, fremgår det af Danmarks Satistiks opgørelse. (brink)






