Norske strejker mod EU’s vikardirektiv

To forbund opfordrer medlemmerne til politisk strejke 18. januar mod at EU’s vikardirektiv får virkning i Norge, LO formand holder døren åben for et nej

36 lokale LO afdelinger har taget intitativ til en kampagne mod EU’s vikarbureaudirektiv, ”Veto mod EU’s vikarbureaudirektiv – ja til faste anssættelser”.

18. januar er aktionsdag og to af Norges store forbund, ELogIT-forbundet og Transportarbejderforbundet har opfordret deres medlemmer til at gå i strejke på aktionsdagen.
Opfordringen blev vedtaget enstemmigt på Transportarbejderforbundets repræsentantskabsmøde, som opfordrede LO til at bakke op om protesten.

Forbundet mener vikardirektivet er et direkte indgreb i de norske overenskomster.
– Bestemmelserne i overenskomsterne om brug af vikarer strider imod vikardirektivet. De bestemmelser må sløjfes eller ændres. Vi har aldrig før set, at noget EU-direktiv har grebet så direkte ind i den fri forhandlingsret, sagde forbundsformand Roger Hansen, som begrundelse for forbundets nej til direktivet.

Den voldsomme modstand i fagbevægelsen har fået den norske regering til at sende direktivet ud i en ny høringsrunde efter at de den ellers var indstillet på at gøre direktivet til norsk lov.

Arbejderpartiets Stortingsgruppe har besluttet sig for at godkende EU-direktivet. Det har gjort Transportarbejderforbundet rasende.
– Vedtagelsen er en provokation mod fagbevægelsen, da det er velkendt, at modstanden mod direktivet er omfattende, hedder det i vedtagelsen fra repræsentantskabet.

LO-formand bakker

Uroen i fagbevægelsen får nu LO formand Roar Flåthen til at holde en dør åben for et endeligt nej fra LO til direktivet. Landsorganisationen har ellers i et tidligere høringssvar sagt ja på visse betingelser.
– Nu bliver der en ny behandling af direktivet i LO. Det bliver en omfattende høringsrunde, siger han i et interview med avisen Klassekampen.
LO-formanden siger, at han deler den uro, som mange fagforeningsfolk har for, at direktivet kan føre til mere social dumping.

– Mange har opfattet vores høringssvar for et år siden som et ja, men læser du høringssvaret, var det nok mere et nej end et ja til direktivet. Det hælder mere mod et nej end et ja, men stiller samtidig stærke krav til nye reguleringer, siger Roar Flåthen. (brink)