Lønnen er langt fra fyrstelig men alligevel for høj og det teknologiske niveau samtidig for lavt. Krisen har gjort ondt værre for spansk industri. ”De jobs, vi mister nu, kommer aldrig tilbage,” frygter den arbejdsløse fabriksarbejder og fagforeningsmand Francisco Romera.
| ”Min generation af spaniere kæmpede sig fri af elendigheden under diktaturet, og det er hårdt at se, hvordan vores børn nu formentlig får et dårligere liv end vores,” siger Francisco Romera |
Den spanske forfatter Vicente Verdú sammenlignede for nylig konsekvenserne af krisen med en neutronbombe, der udrydder så godt som alt liv, men lader bygningerne stå uberørte tilbage.
Billedet giver mening på turen rundt gennem Rubís vidtstrakte industrikvarterer. Set fra gaden ligner de endeløse rækker af fabrikker sig selv, og man skulle tro, at de stadig producerede for fulde omdrejninger, hvis men ikke vidste bedre. Men det gør Francisco Romera.
Den 54-årige tidligere fabriksarbejder har haft sin gang i området, siden han som ung knægt flyttede til den catalanske by på flugt fra fattigdommen i Andalusiens Alpujarras-bjerge. Dels som ansat på en el-installationsfabrik, der engang var byens største arbejdsplads, dels som aktiv i fagforeningen Comisiones Obreras. Og han bliver ved med at pege.
”Fabrikken derovre lukkede for et par år siden. Prøv at se hvordan der vokser græs ved indgangsdøren,” siger han, mens vi triller forbi.
Længere henne ad gaden står kondomproducenten Durex’ haller tomme, efter at produktionen er flyttet til Thailand. Og sådan bliver Francisco ved med at udpeger fabrikker, der enten er lukket, eller hvor der inde bag facaderne kun er en tredje- eller fjerdedel af de ansatte tilbage i forhold til krisens start i 2007.
Ikke en jordisk chance
Ledigheden i Rubí har da også blevet mere end fordoblet i løbet af de seneste fire år. Næsten hver femte arbejdsduelige indbygger i den tidligere så travle by, der ligger i hjertet af Barcelonas såkaldt industrielle bælte af omegnskommuner, står ved udgangen af 2011 uden job, og Francisco er én af dem.
Han røg ud i forbindelse ved den seneste af en lang række fyringsrunder for halvandet år siden, kort efter at Siemens havde købt hans arbejdsplads gennem 34 år af en investeringsfond.
”Ret beset var jeg heldig. Multinationale firmaer afskediger som regel på mere lempelige vilkår af hensyn til deres image, og samtidig var jeg netop fyldt 53 år, der var aldersgrænsen for at få del i en særlig aftrædelsesordning,” siger Francisco, der er sikret 85 pct. af sin tidligere nettoløn, indtil han går på pension.
Samtidig har konen et relativt sikkert job, og de to voksne børn klarer foreløbig sig selv. Man kan selvfølgelig komme i tvivl om, hvorvidt der vil være penge til pensionen, når den tid kommer med stadig færre og dårligere lønnede til at indbetale arbejdsmarkedsbidrag. Men Francisco er mest bekymret for sine lidt yngre tidligere arbejdskammerater.
”I deres alder og med deres kvalifikationer har de ikke en jordisk chance for at finde job igen, og når understøttelse og erstatning slipper op i løbet af et par år, bliver det for mange et spørgsmål om overhovedet at få brød på bordet,” siger han.
Fabriksdød rammer dobbelt
 “De rige bliver rigere, de fattige fattigere og vi er på vej til at ende som et tredjeverdens land,” siger Francisco Romera |
Vi stopper og kaster et blik indenfor i en af de mange restauranter, som ligger spredt rundt om i industrikvartererne. For et par år siden ville her have været stuvende fuldt af sultne fabriksarbejdere i gang med en fyldig middagsmenu til syv-otte euro. Nu er der god plads ved bordene. Dels fordi mange af stamgæsterne er blevet fyret, dels fordi dem, som stadig har arbejde, er begyndt at smøre madpakke.
Inde i den centrale del af Rubí ser det ikke bedre ud. Modsat situationen i andre omegnskommuner arbejder kun ganske få af de godt 70.000 indbyggere uden for nærområdet, og fabriksdøden rammer derfor dobbelt. Butikker lukker på stribe, og kun tre pct. af byens ejendomsmæglere har overlevet de seneste fire år.
Samtidig er skatteprovenuet raslet ned. Kommunen har ikke længere råd til at finansiere vedligeholdelse af industriområderne og kurser for de stadig flere arbejdsløse, og ved lokalvalget i maj 2011 gav utilfredse vælgere massiv fremgang til højrefløjen i det traditionelt socialistiske dominerede byråd.
På mellemhånd
Hvad skal der til for at vende udviklingen? Francisco er pessimist, både i forhold til Rubí og på landsplan.
”Spanien er et land, som er kommet på mellemhånd. Vores lønninger er blevet for høje. Mange af de nordeuropæiske virksomheder, som åbnede fabrikker her i 1980erne, udnytter nu krisen til at flytte videre. Og når der kommer gang i verdensøkonomien igen, vender de ikke tilbage, fordi det ikke er rentabelt,” siger Francisco og fortsætter:
”Samtidig har vi forsømt at investere i forskning og ny teknologi. Kun indenfor vedvarende energi har vi en række virksomheder, som er på international omgangshøjde. Men de kan jo ikke trække hele økonomien.”
Ingen hjælp at hente
Turen er slut, og på vej tilbage til fagforeningskontoret passerer vi monumentet for oversvømmelsen i 1962. Over 800 mistede livet ved den lejlighed, da Rubí-floden gik over sine bredder og raserede et helt kvarter bygget alt for tæt på vandløbet.
Monumentet er rejst både til minde om de døde og som anerkendelse af den solidaritet, der bagefter strømmede til fra resten af Spanien. I forhold til den økonomiske katastrofe, som nu har ramt byen og landet, er der derimod ingen hjælp at hente, frygter Francisco.
”Krisen er jo global. Der er ingen lande til at trække os fri. Og en mere retfærdig omfordelingspolitik, som kunne dæmpe effekten, er ikke i bankernes interesse. I stedet er vi i fuld gang med at sætte årtiers udvikling over styr. De rige bliver rigere, de fattige fattigere og vi er på vej til at ende som et tredjeverdens land,” siger han og tilføjer:
”Min generation af spaniere kæmpede sig fri af elendigheden under diktaturet, og det er hårdt at se, hvordan vores børn nu formentlig får et dårligere liv end vores.”
