Norge opretter fond mod social dumping

Norge bruger 65 millioner kr. af sit EU-kontingent til fond, der skal styrke fagbevægelsen i Østeuropa

Selvom Norge ikke er medlem af EU er de nu klar til at støtte det faglige arbejde i Østeuropa, som en del kampen mod social dumping.

Norge er med i EØS-samarbejdet, som giver landet adgang til EU’s indre marked men som samtidig pålægger landet at følge EU’s love området.

Det betaler de ”kontingent” for, en del af de penge bliver nu øremærket en fond for ”anstændigt arbejdsliv og trepartssamarbejde. 65 millioner kr. eller en procent af EØS-bidraget bliver brugt på en fond, som skal styrke den sociale dialog og styrke arbejdsmiljø og sundhed på arbejdspladserne i de 12 nye medlemsland i EU.

– Norge har efter 15 år med EØS-midler bidraget med penge på mange områder, men jeg er glad for at vi nu har fået en fond for ”anstændigt arbejdsliv og trepartssamarbejde” på plads, sagde arbejdsminister Hanne Bjurstrøm, da fonden blev præsenteret i sidste uge.

– Fonden er en del af vores arbejde knyttet til social dumping, som ikke bare foregår i Norge, men også uden for, sagde hun.

Fonden bliver styret fra Norge og kan søges af parterne på arbejdsmarkedet i de 12 lande, men det forventes at indsatsen bliver koncentreret om Polen, de baltiske lande, Rumænien og Bulgarien.
Norsk LO påpegede ved præsentationen, at lovgivningen og formaliteterne sådan set er på plads i de fleste EU-lande når det gælder den ”sociale dialog”, som forhandlinger mellem parterne kaldes på EU-sprog.
– Men det er en opgave at blæse liv i det, sagde Hans Øyvind Nilsen fra LO.

– Det er midlet, som kan bidrage til at styrke arbejdslivet i de europæiske lande, som oplevet krisetider og pres på de faglige rettigheder. Hvis vi klarer at skabe større plads for dialog mellem parterne i Østeuropa, vil det bringe os videre i kampen mod social dumping i det enkelte land. Det vil bidrage til at sikre ret til forhandling og medbestemmelse, sundhed, sikkerhed og andre grundlæggende faglige rettigheder siger formanden for norsk LO, Roar Flåthen.
Der er lagt op til, at fondens midler skal bruges i samarbejde med f.eks. norske fagforeninger, selvom det ikke er obligatorisk for at hente støtte til et projekt. (brink)