Octavio Fernández gik ud af skolen som 14-årig for at blive murerlærling og tjene gode penge under Spaniens byggeboom. I dag står han som hundredtusinder af arbejdsløse i en umulig situation. ”Jeg kan ikke en gang blive gadefejer pga. mit uddannelsesniveau.”
|
Foto: Thomas Vilhelm |
Scenen er som klippet fra en turistbrochure. Rundt om os i den lille park, hvor Octavio Fernández har foreslået at mødes, går gamle mænd og spiller petanque i den blide november sol. Børn løber legende omkring blandt damer på tur med hunden. Og ikke langt herfra, på den anden side af gaden, rejser Sagrada Familias tårne sig svimlende mod himlen over Barcelona.
På overfladen ligner byen stadig den hyggelige og samtidig dynamiske middelhavsmetropol, der gennem de seneste 15-20 år har været en af spydspidserne i det fremadstormende Spanien. Men skindet bedrager. Kranerne ovre ved den endnu ufærdige kirke er blandt de eneste, man ser i aktion. Og den dybe krise i byggeerhvervet, der indtil for nylig var motoren bag Spaniens vækstmirakel, har ramt Octavio på levebrødet og hele hans eksistens.
“Det begyndte i slutningen af 2006. Man hørte om kolleger, som havde mistet deres arbejde, men tænkte: Det rammer ikke mig. Lige indtil det gjorde,” fortæller den 45-årige murersvend.
Ud af skolen som 14-årig
Til jul er det to år siden, at Octavio blev fyret fra sit firma gennem de seneste 18 år. For første gang siden konfirmationsalderen stod han uden arbejde, og efter årtier med fuld fart på har der – sideløbende med den stadig mere ørkesløse jobsøgning – været god tid til at tænke sig om – og fortryde.
”Jeg begyndte som lærling, da jeg var 14 år gammel, så snart jeg kunne få lov til at gå ud af skolen. Det var hårdt, og vi arbejdede mange timer. Men lønnen var god for en ung knægt, og når man havde afleveret lidt derhjemme, var der stadig rigeligt til weekenden. Det var mere tillokkende end at fortsætte i skolen. Men det er den dårligste beslutning, jeg har taget i mit liv. Forleden søgte jeg job som kommunal gadefejer og kunne ikke komme i betragtning, fordi mit uddannelsesniveau er for lavt,” forklarer og Octavio og tilføjer:
”Det er nærmest blevet en besættelse for mig at holde øje med om min søn på ni år får læst sine lektier ordentligt. Jeg vil ikke have, at han begår den samme fejl som mig.”
Ingen stoppede festen
Octavio er ikke alene om sin fejltagelse. Hundredtusindvis af også yngre bygningsarbejdere står i samme umulige situation uden job og uddannelse. Og set i et større perspektiv bærer skiftende regeringer ansvaret for ikke at have lukket blot en smule luft ud af Spaniens enorme boligboble, inden den bristede med et brag så voldsomt, at ledigheden voksede til det dobbelte i krisens første år.
Set i bakspejlet kan man sige sig selv, at et land med 45 mio. indbyggere ikke kan blive ved med at bygge lige så mange boliger om året som Tyskland, Frankrig og Storbritannien tilsammen. Men ingen gjorde noget for at stoppe festen, hverken beslutningstagerne eller almindelige mennesker.
”Hånden på hjertet, så skubbede jeg tanken fra mig, så længe lønnen blev ved med at rulle ind på kontoen. Men for mig virkede det hele tiden uvirkeligt. Bankerne smed nærmest penge efter dig og mange tænkte, at hvis de gerne vil låne mig dem, og jeg i øvrigt tjener godt, hvorfor så ikke købe en større lejlighed og en ny bil. Nu kan de ikke længere betale og ender med at miste det hele,” siger Octavio.
Når dagpengene slipper op
Den fælde har han selv undgået. Men efter sin skilsmisse er det eneste, han har råd til at bo i, et lejet værelse i en god vens lejlighed.
”Det er en smule anstrengende at skulle dele køkken og bad i min alder, men var det ikke for ham, ville jeg stå på gaden. Jeg betaler også børnebidrag til min søn, og der bliver ikke meget tilovers med de 920 euro om måneden, jeg får i understøttelse.”
 Hvordan skal alle os, som står i samme situation, forsørge vores børn, når vi ikke længere har ret til hverken understøttelse eller socialhjælp? Skal vi begynde at stjæle,” spørger Octavio Foto Thomas Vilhelm |
Så længe det varer. En retssag, som Octavio og hans tidligere arbejdskammerater fører for at få kompensation for deres afskedigelse, betyder, at dagpengene i hans tilfælde fortsætter længere end normalt. Men på et tidspunkt slipper de op og hvad så? Den ikke netop mundlamme murersvend og mangeårige tillidsmand bliver et øjeblik tavs, når man spørger.
”Jeg havde aldrig taget så meget som en pille, før jeg blev arbejdsløs. Nu er jeg nødt til det for at sove, ellers ligger jeg og tænker på, hvilken fremtid jeg kan give min søn. Hans mor er også blevet fyret, og hvordan skal vi forsørge ham? Hvordan skal alle os, som står i samme situation, forsørge vores børn, når vi ikke længere har ret til hverken understøttelse eller socialhjælp? Skal vi begynde at stjæle,” spørger Octavio og fortsætter:
”Mine forældre var med under de store strejker her i Barcelona i 1950erne. Det gik hårdt for sig, og der var dødsofre, men de kæmpede trods alt for en bedre fremtid for deres børn. Som det ser ud i dag, bliver det liv, vi kan tilbyde vores markant dårligere. Det er ikke til at holde ud at tænke på.”
Intet tilbage at miste
Octavio er pessimist. 2012 truer med at blive endnu sværere, end 2011 har været det. Både for Spanien og for ham selv. I det mindste vil den skærpede krise samle kampen mod politikernes ”reformer” og ”genopretningsplaner”, håber han.
”Indtil nu har det været spredt fægtning. Men hvis fagforeningerne og de unge indignerede fra den nye protestbevægelse går sammen, kan vi måske udrette noget,” siger Octavio og tilføjer:
”Forhåbentlig tager jeg fejl. Men jeg tror, at det bliver voldsomt, og jeg er klar til at være med. Når man ikke kan forsørge sin familie, er der ikke mere tilbage at miste.”
