– Selvom vi er trådt et skridt tilbage fra afgrunden, så er eurokrisen langt fra løst, de grundlæggende problemer består, mener lektor Derek Beach
| Der var fuldt hus til oplysningsforbundet DEO’s debatmøde om eurokirsen
foto DEO |
Eurokrisen vil forsætte så længe ”systemfejlene” består, hvis de Sydeuropæiske lande skal leve op til de krav Finanstraktaten og six-packen stiller, bliver det et ræs mod bunden, advarede Derek Beach, lektor i statskundskab på Aarhus Universitet.
Der var godt hundrede, som var mødt op til oplysningsforbundet DEO’s debatmøde i Århus for at høre om EU nu er på vej ud af krisen. Og nej, desværre, mener Derek Beach, som forsker i europæisk integration.
– Vi er heldigvis trådt et skridt tilbage fra afgrunden, økonomerne siger, at et eurosammenbrud vil udløse en krise som i 30’erne. Men vi er stadig i problemer. Grækenland er peaunuts i den sammenhæng. Italien låner 130 milliarder euro – om måneden. Også Spanien er hårdt ramt, sagde han.
– Men hvorfor er der krise? Euroen kræver en fælles økonomisk union, hvor der ikke kun er regler for disciplin, men hvor der også overføres penge mellem landene. En optimal valutaunion kræver, at forholdene skal være meget ens og landene skal reagerer ens på svingningerne i økonomien, sagde Derek Beach.
Kun en MU
![]() Kravene er urealistiske, og jeg er ikke sikker på, at de kan gennemføres i et demokrati, sagde Derek Beach. |
Men eurozonen er ikke en økonomisk union.
– Vi fik kun en MU, en monetær union. Selvom der var regler for underskud i stabilitets og vækstpagten, så undergravede Tyskland og Frankrig dem, De sagde, ja der er regler – og så er der regler for os! Reglerne blev tilsidesat, og derfor var der ikke nogen, da krisen ramte i 2008, sagde Derek Beach.
Den fælles mønt betyder også fælles rentepolitik fastsat af den Europæiske Centralbank.
– Den skal sætte et snit og her vejer Tyskland tungt, de havde lavvækst i starten af 0-erne, derfor var renten lav, det passede dem godt, men passede ikke til randlandene, som havde vækst. Det førte til boligboblen i Spanien. Systemet muliggjorde de mange lån, det er en af årsagerne til krisen, sagde han.
Derek Beach mener, at der er alt for store forskelle i konkurrenceevnen mellem eurolandene. Og forskellene er vokset dramatisk i de ti år med euroen.
– Hvis Tyskland er at sammenligne med FCK, så ligner Italien mere Århus Fremad, men de skal spille i den samme superliga. I gamle dage devaluerede Italien jævnligt, for at justere konkurrenceevnen.
Men nu skal de spille i superligaen og knokle, men renten var lav, så de lånte i stedet, sagde han.
Det er Tyskland, som har vundet på euroen, mener Derek Beach. De havde den lave rente under da de var i krise. Nu har de en relativ billig arbejdskraft efter nogle barske arbejdsmarkedsreformer.
– I dag er der et kæmpe spænd udviklet over 10 år. Resultatet er ubalance, det er ikke holdbart, sagde han.
Det kan bl.a. aflæses af landenes betalingsbalancer, hvor Tyskland har et overskud på 6 procent af bruttonationalproduktet, mens Frankrig, Spanien og Italien har minus.
EU’s svar
Siden krisen ramte i 2008 har EU’s svar dels været at opbygge en redningsmekanisme, den såkaldte EFSF.
– Den er på 500 milliarder euro, men det er stadig ikke nok. Det er en kortsigtet løsning, for at redde de små lande. Men Italien er ”for stor til at redde og for stor til at fejle,” sagde Derek Beach.
Det andet svar har handlet om at styrke disciplinen. Først med de seks direktiver i Six-packen og senest med Finanspagten.
– Men er det nok? Man har fået disciplinen, men finansmarkederne tror ikke på, at det er stabilt på lang sigt, sagde han.
Derek Beach mener, at EU kan gå to veje.
– EU kan få et større budget, som flytter penge. Hvis man accepterer, at der er lande, som ikke kan konkurrere og derfor skal have overførsler. Skal det batte, skal det være stort. Men det kræver noget, som ikke er der: Solidaritet mellem folk! I USA ved man godt, at det er nødvendigt at overføre penge fra konkurrencedygtige stater til fattige stater. Vi har på samme måde den kommunale udligning herhjemme, sagde han.
– Men det kræver også demokratiske reformer i EU. Det vil sige at det bliver demokratisk, men hvordan skal det indføres? Det er ikke muligt, jeg tror ikke på en sådan solidaritet mellem folkene, sagde Derek Beach.
Ræset mod bunden
Den anden mulighed er en deregulering af EU.
– Det er synd at Grækenland og Italien skal konkurrere med os, måske skal de hellere måles mod Tyrkiet og Kina. De skal leve op til en masse regler for produktionen i EU fx miljøstandarder, men de skal konkurrere med et Kina med få regler, sagde han.
– Sydeuropa kan ikke konkurrere med Tyskland. Den nuværende politik betyder et ræs mod bunden, som vil give dem problemer de næste 30 til 50 år. Kravene er urealistiske, og jeg er ikke sikker på, at de kan gennemføres i et demokrati, sagde Derek Beach.
Han mener, at problemerne med at forsøge at skabe ”tysk” konkurrenceevne i Sydeuropa er så store, at konsekvenserne kan blive fatale.
– Det kan føre til massevandringer, en affolkning af Spanien! Det vil tage 20 år at nå op på tysk standard. Og så er Tyskland rykket videre. Derfor er euro-krisen ikke ovre, sagde han. (brink)







