– Reelt er vi ikke kommet et eneste skridt videre i bekæmpelse af social dumping, siger formanden for Byggefagenes Samvirke i København, Anders Olesen, istedet må der gang i en faglig optrapning i kampen mod social dumping, mener han
Det lykkedes ikke at komme igennem med nye værktøjer til at bekæmpe social dumping i det forlig som i denne uge blev indgået for byggeriet. Derfor er der brug for faglig oprustning i kampen mod social dumping, mener Anders Olesen.
– Det, der er behov for nu, er en faglig optrapning af den bekæmpelse af social dumping, sådan som også 3Fs forhandlere har givet udtryk for, siger han.
– Nu er det selvfølgelig helt op til arbejdsgiverne selv at blive enige om, hvad de vil. Men for os er der ikke noget at være begejstret over med dette forlig. Reelt er vi ikke kommet et eneste skridt videre i bekæmpelse af social dumping, siger Anders Olesen.
Uansvarlig linje
– Det er en dybt uansvarlig linje, arbejdsgivernes top har lagt frem i disse forhandlinger. Der blæser stadig en iskold vind fra østfirmafronten, siger hans.
Heller ikke de små og mellemstore mestre får nogen håndsrækning.
– Det helt afgørende for os i byggeriet, er at få gjort noget effektivt ved den sociale dumping. Og jeg bliver nødt til at sige, at selv om mange små og mellemstore mestre dagligt oplever, at udenlandske firmaer løndumper dem ud af markedet, så giver dette forlig dem lige så lidt opbakning fra storentreprenørerne til at bringe orden i deres del af branchen, som forliget giver os til at bekæmpe de ulige vilkår, vores medlemmer hver eneste dag oplever fra firmaer, som underbetaler vores udenlandske kolleger, siger Anders Olesen. (brink)






