Indgreb i bl.a. mindstelønnen skal gennemføres, ellers falder næste lånerate ikke, lyder meldingen fra EU-kommissionen
Hvis ikke Grækenland gennemfører det aftalte økonomiske reformprogram vil EU/IMF ikke tøve med at udskyde den næste rateudbetaling fra hjælpepakken på oprindeligt 110 mia. euro. Det sagde kommissionens talsmand Olivier Bailly til journalister torsdag, skriver det svenske nyhedsbureau Direkt.
– Vi er overbeviste om, at vi skal kunne udbetale den næste udbetaling i marts, som planlagt. Men hvis vi konkluderer, at gennemførelsen er forsinket, vil vi ikke holde os tilbage fra at stoppe betalingen, sagde EU-talsmanden.
Trojkaen (kommissionen, IMF og ECB) kommer i midten af januar til Athen for at indlede drøftelser om den syvende deludbetaling af nødlånet.
Hidtil er blevet udbetalt 73 mia. euro af lånet, og der tilbagestår dermed 37 mia. euro fra den første nødhjælpspakke.
Udover massive nedskæringer og udsalg af den offentlige sektor, så forlanger trojkaen arbejdsmarkedsreformer, nedsættelse af mindstelønnen og indgreb i de overenskomstaftalte lønninger.
Kravene om indgreb i lønningerne fremgår af et brev fra Trojkaen til den græske arbejdsminister.
Den græske regering kræver at arbejdsmarkedet parter skal blive enige i indgrebene i denne måned, for at sikre næste lånerate, ellers risikerer Grækenland en ”ukontrolleret fallit” i marts, mener den græske statsminister Papademos. (brink)






