I dag er det finanskapitalens spøgelse som hærger Europa. Det er dramatisk, at der ikke findes en arbejderbevægelse som er i stand til at fremme et alternativ til det markedsliberale regime, skriver Asbjørn Wahl, leder af den norske velfærdsbevægelse
I et indlæg i Dagsavisen efterlyser Asbjørn Wahl et offensivt svar fra arbejderbevægelsen til den herskende ”kur” mod krisen.
Det tyske, liberale nyhedsmagasin Der Spiegel har beskrevet krisen i EU sådan her: ”Et spøgelse går gennem Europa, markedets spøgelse. Det sluger milliarder, det vælter regereringer, det kaster eliterne ud i kamp. Sådan fungerer finansmarkederne, og sådan driver de rundt med politikken – historien om en daglig magterobring.”
Der Spiegel spiller på det ”Det kommunistiske manifests” forestilling om, at det er kommunismens spøgelse som går gennem Europa.
– Sådan er det ikke i dag. Det er markedernes og finanskapitalens spøgelse som hærger. Det dramatiske i situationen er, at der faktisk ikke findes en fag- og arbejderbevægelse, som er i stand til at fremme et alternativ til det markedsliberale regime, finanskapitalens dominans og den dybe og ødelæggende krise, som nu udfolder sig med styrke i Europa, skriver Asbjørn Wahl.
Finanskapitalen bruger krisen til at omforme Europa i sit eget billede, mener han.
– Derfor ser vi I de hårdest ramte lande, hvordan offentlige velfærd saneres, offentlig ejendom sælges ud til spotpris, lønninger og pensioner skæres dramatisk og stadig flere smide ud fra deres hjem. Arbejdsløshed, fattigdom, nød og elendighed er i eksplosiv vækst, skriver Asbjørn Wahl.
Ifølge Wahl er det EU-kommissionen og Den Europæiske Centralbank, med støtte fra Den Internationale Valutafond (IMF), som koordinerer og står i spidsen for ”magterobringen”. Mens EU’s to stormagter, Tyskland og Frankrig har taget kontrol med omformningen af EU for at sikre, at det er bankernes og finanskapitalens Europa som skal sikres – på bekostning af befolkningen.
– Dette sker uden nogen som helst demokratisk legitimitet. Udviklingen er farlig – med sine stærkt autoritære træk, advarer Asbjørn Wahl.
Foran historisk nederlag?
Manglen på opposition og alternativer er slående, mener han, og henviser til hvordan socialdemokratiske regeringer i Grækenland, Portugal og Spanien loyalt gennemførte de først kriseangreb på velfærdsstaten og fagbevægelsen, inden de frustrerede vælgere smed dem ud af regeringskontorerne.
– I stedet for at møde krisen med krav om at tøjle finanskapitalen, nationalisering af banker og finansinstitutioner og en stimuleringspolitik for at bekæmpe arbejdsløshed og nød, har de altså gjort sig til tjenere af finansmarkedets krav, skriver Wahl.
Og udviklingen går så stærkt at det er svært at få overblik over, angrebene på fagbevægelsen. Men i mindst ti EU-lande er de offentligt ansattes lønninger sænkes, nogen steder dramatisk. Det samme er sket for pensioner. Det er gennemført ved regeringsdekreter eller i ”bedste fald” gennem parlamenterne, men uden nogen forhandling med fagbevægelsen.
– Når overenskomster og fagretslige system ensidigt sættes ud af kraft på den måde, kan det vanskeligt karakteriseres som andet end et formidabelt nederlag for fagbevægelsen. Alt i alt står fagbevægelsen i Europa overfor et muligt historisk nederlag af dimensioner. Følgerne er svære at overskue, skriver Asbjørn Wahl.
Han kritiserer den europæiske fagbevægelse for at klynge sig til den såkaldte ”sociale dialog”, som to- og trepartsforhandlinger hedder i EU-jargon.
– Fagbevægelsen lader som om, at efterkrigstidens klassekompromis stadig er intakt, og at to- og trepartsforhandlinger fortsat er redskaber for at fremme fagbevægelsens interesser. At de kræfter, fagbevægelsen søger dialog med, nat og dag angriber velfærd, lønninger og pensioner og selve grundlaget for de faglige rettigheder, ser ikke ud til at svække de faglige organisationers tro på, at den ”sociale dialog” er vejen frem, konstaterer Asbjørn Wahl.
– Det ser ud, som om man har glemt hvilke kampe man måtte igennem for at blive taget alvorlig af modparten, at ”social dialog” ikke var et resultat af, at man bønfaldt arbejdsgiverne om ”en plads ved bordet”, men at man gennem mobilisering og kamp satte sig i respekt og dermed overbeviste arbejdsgiverne i praksis om, at de havde mere at vinde gennem forhandlinger en gennem fortsat konfrontation, konkludere han. (brink)
