Djævlepagt giver ikke jobhåb

Inde på ministermødet valgte EU-toppen nedskæringsvejen. Uden for står 23 mio. arbejdsløse og venter på job. De blev svigtet. Nu må fagbevægelse, unge og klimafolk sætte en anden dagsorden, lyder opfordringen fra byggefagenes formand i København.

EU-topmødet mandag vedtog ikke kun en Finanspagt, som effektivt begrænser landenes muligheder for at bekæmpe arbejdsløshed, den vedtog også en erklæring en syv siders lang erklæring om behovet for at skabe jobs – tomme ord, kaldte den Europæiske Faglige Sammenslutning erklæringen, som også tog afstand fra finanspagten.

Formanden for Byggefagenes Samvirke i København, Anders Olesen er enig:

– Jeg ved ikke, hvem det er, regerings- og finanstoppen synes, de skal indgå en pagt med – Djævelen måske – I hvert fald ikke de arbejdsløse medlemmer, som dagligt tropper op i a-kasserne i vores fagforeninger i byggefagene, siger han.

– Når der er millionvis af arbejdsløse i Europa, så er det selvfølgelig vældig sødt, at toplederne lige drysser en sukkererklæring ud om, at det også er vigtigt at tænke på job til de ledige, ud over deres nedskæringsmodel. Men det er en hån mod millioner af mennesker, hvis eneste ’forbrydelse’ er, at de bor i Europa, siger Anders Olesen.

Forandring nu

Byggefagenes Samvirke og LO Storkøbenhavn har taget initiativ til at samle af en bred kreds af fagforeninger, organisationer og klima- og miljøbevægelser under overskriften: ”Forandring nu”, som på en konference og en demonstration den 28. – 29. marts sætter fokus på en grøn og social vej ud af krisen.

– Nogen må jo gøre det, når toppen ikke selv vil tage fat: Grønne job, bekæmpelse af ungdomsledighed og stop for social dumping! Den vej må vi få de ansvarsløse deroppe til at forstå er nødvendig at følge. Der er brug for jobhåb, ikke nedskæringer, siger Anders Olesen.

– Til marts kommer økonomi- og finansministrene på besøg i København. De skal være så velkomne! Men de må regne med, at vi også har noget at sige. Vi vil have forandring nu! Ikke nedskæringer. Og det absurde er, at mulighederne for bæredygtig vækst jo faktisk er tilstede – hvis man ikke fortsætter ad nedskæringsvejen, siger han. (brink)