Bornholmstrafikken bruger underleverandør til sommerfærge, det har kostet 60 – 70 jobs især på Bornholm, mener fagforeninger, som anklager rederiet for kontraktbrud
Dem polsk færge, som er chartret til sommersejllads mellem Rønne og Ystad er indregistreret i Panama, vilkårene for de polske ansatte er milevidt fra de danske løn- arbejdsvilkår, som Rederiet Færgen (tidligere Bonholmstrafikken) ellers har aftalt med Trafikstyrelsen.
Allerede sidste år brugte Rederiet Færgen den polske færge. Hos Sømændenes Forbund og Dansk Metal anser man det, som klare misligholdelser af rederiets kontrakt med staten.
– Først fyrer man 60 – 70, flest fra Bornholm, så får man 150 mil. kr. i statstilskud og chartrer bagefter en polsk færge indregistreret i Panama til at sejle sommerfærge. Det er bare ikke i orden siger formanden for Sømændenes Forbund, Søren Sørensen.
Dumping koster arbejdspladser
Fagforeningerne mener, at rederiets brug af underleverandører har gjort det muligt at sælge tonnage, som var en forudsætning for hovedkontrakten med staten, og samtidig fyre mellem 60 og 70 ansatte.
– Det er organisationernes vurdering, at disse fyringer alene sker på baggrund af operatørens misligholdelse af kontrakten ved brug af underleverandør med lavtlønnet arbejdskraft, skriver de i en klage til Transportministeriet.
Fagforeningerne ønsker misforholdene ”korrigeret” og er beredvillige med at udregne de lønkrav, som de polske ansatte har til gode efter sidste års sommerfærge.
– Der fremgår klart af klausulerne i kontrakten, at løn- og arbejdsvilkår skal følge de danske overenskomster. Det er i øvrigt det samme man hævder i EU, siger Søren Sørensen.
– For os drejer det sig også om at sikre de tilbageværende arbejdspladser på danske vilkår. Men rederiet tager en af deres færger ud af fartplanen som reserve, samtidig med at den polske færge bliver sat ind. Regeringen siger, at den vil hjælpe udkantsdanmark, men det rækker jo ikke langt, hvis man samtidig lader bornholmstrafikken chartre fremmede skibe, siger han.
Hasard med sikkerheden
Fagforeningerne er også bekymret for sikkerheden om bord. Sidste år blev det afsløret, at færgen sejlede ulovligt, fordi der ikke var nogen om bord, som kunne tale et skandinavisk sprog.
– Det løste man med at sætte otte restaurationsmedarbejdere om bord, som kunne tale svensk. De fik en streamer på, hvor der stod: ”Jeg taler svensk”. Men det er jo ikke en tilfredsstillende løsning i en krisesituation. Det kan ikke nytte, at måske 1000 passagerer skal tolke sig frem, siger Søren Sørensen.
Han henviser også til, at man efter Estonias forlis enedes om, at alle ansatte på færger der sejler mellem de skandinaviske lande, skal kunne opfylde nogle sprogkrav.
Minister på planken
Oppositionen kræver nu svar fra trafikminister Hans Christian Schmidt. SF’s transportordfører Anne Baastrup rejser sagen i Folketingets trafikudvalg. Kim Christiansen, der er ordfører for Dansk Folkeparti, har stillet spørgsmål til ministeren.
– Det virker helt urimeligt på mig, at vi som stat yder store tilskud til færgebetjeningen af Bornholm, og så benytter virksomheden, der står for denne færgebetjening, sig tilsyneladende af polske kontrakter, siger Kim Christiansen. (brink)






