Trojkaen kræver at Grækenland genforhandler eller skrotter kollektive overenskomster og reducerer mindstelønnen
Den såkaldte trojka bestående af EU-kommissionen, ECB og IMF kræver nu, at den græske regering skrotter mindstelønnen i overenskomsten, enten ved at genforhandle den eller skrotte den ved lov.
Trojkaen er i Athen i disse dage for at afgøre om Grækenland har skåret nok til at modtage næste rate af den lånepakke, som er aftalt.
Kravet om direkte indgreb i overenskomsten kom på et møde mandag mellem den græske arbejdsminister og repræsentanter for Europakommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond.
Ifølge netavisen Ekathiremini blev den græske statsminister Papandreou rasende over forslaget om at skrotte mindstelønnen og se stort på de faglige rettigheder, som er garanteret af overenskomsten.
– Vi er ikke og vil ikke være Indien eller Bangladesh, citerer avisen ham for at have sagt til en gruppe parlamentsmedlemmer.
Stop for nye overenskomster
Ifølge avisens kilder kræver trojkaen, at regeringen starter forhandlinger med fagbevægelsen om at genforhandle overenskomsten for at sænke lønningerne. Hvis det ikke er muligt, så skal regeringen gribe ind med en lov, som sænker mindstelønnen, lyder kravet.
Den overenskomstmæssige mindsteløn udgør i dag omkring 5.500 kr. om måneden.
Samtidig kræver trojkaen at de kollektive overenskomster i nogle sektorer ikke fornys de næste tre år. De nye krav kommer efter at regeringen allerede sidste år, efter pres fra trojkaen, vedtog en lov om at arbejdsgiverne kan se bort fra indgåede aftaler, hvis de kan få de ansatte til at acceptere lavere løn. For mange et ”tilbud” de ikke kan afslå.
Meldingerne fra forhandlingerne om, at EU er klar til at se stort på de faglige rettigheder kommer efter en uge, hvor EU-parlamentet vedtog den lovpakke, som giver EU større magt over medlemslandenes økonomi. Venstrefløjen i parlamentet fik indføjet, at EU’s nye magt ikke måtte anfægte de faglige rettigheder eller parternes ret til at indgå overenskomster.
Trojkaens krav til grækerne peget i stik modsat retning. (brink)






