Spanien lukker for rumænsk arbejdskraft

Spanien har fået ja til at indføre restriktioner for rumænske arbejdstagere på sit arbejdsmarked indtil den 31. december 2012, ” som følge af alvorlige forstyrrelser af arbejdsmarkedet

Spanien har fået ja til at indføre restriktioner for rumænske arbejdstagere på sit arbejdsmarked indtil den 31. december 2012, ” som følge af alvorlige forstyrrelser af arbejdsmarkedet,” som det hedder i EU-kommissionens meddelelse.

Begrundelsen er den høje spanske arbejdsløshed på 20 procent. Samtidig stiger antallet af rumænere, som slår sig ned i Spanien. Den høje arbejdsløshed hos de rumænske migrantarbejdere i Spanien ”har haft virkninger for Spaniens evne til at absorbere ny tilstrømning af arbejdstagere,” forklarer kommissionen.

Det er første gang under krisen, at EU-kommissionen tillader at et land bruger nødbremsen i forhold til arbejdskraftens frie bevægelighed fra de nye medlemslande. Nødbremsen om at kunne genindføre midlertidige restriktioner blev aftalt i forbindelse med optagelsen af de nye medlemslande i øst.

Det er da heller ikke EU-kommissionens livret:
– Denne afgørelse er blevet truffet på grund af den meget specielle beskæftigelsessituation i Spanien. Som hovedregel er jeg overbevist om, at restriktioner for de europæiske arbejdstageres frie bevægelighed ikke er det rette svar på høj arbejdsløshed, siger László Andor, EU-kommissær for beskæftigelse mm.

– Vi burde snarere fokusere på at skabe nye jobmuligheder. Spanien har fra begyndelsen altid haft en meget åben politik over for arbejdstagere fra andre lande, herunder de nye medlemsstater, hvilket Kommissionen altid har sat pris på. Kommissionen har dog forståelse for, at de spanske myndigheder på dette særligt kritiske tidspunkt – med den dramatiske beskæftigelsessituation og det meget komplekse finansielle miljø – ønsker at fravige princippet om fuldstændig fri bevægelighed, siger han.

Hvordan den spanske regering skulle kunne fokusere på ”at skabe nye jobmuligheder”, når de – på anbefaling af EU – er i gang med voldsomme besparelser, som øger arbejdsløsheden og trækker vækst ud af økonomien, giver EU-kommissionen ikke noget bud på. (brink)