Ømu’en vil forsvinde som alle tidligere valutaunioner i historien, men når det først er sket, vil både nationale politikere såvel som EU-kommissionen bedre kunne koncentrere sig om de egentlige velfærdsøkonomiske problemer, mener professor Jesper Jespersen
Det er ikke et spørgsmål om, men hvornår Ømu’en opløses, lyder vurderingen fra økonomiprofessor, Jesper Jespersen, RUC. I et indlæg i nyhedsmagasinet Ræson forudser han valutaunionen og den fælles valutas snarlige død.
– Inden længe får Tyskland nok af at understøtte de vakkelvorne sydeuropæiske økonomier. ØMUen vil, som alle tidligere valutaunioner i historien, blive opløst. Det ligner en tragedie, som det ikke står i ECB’s (Den Europæiske Centralbank) hænder at ændre; men verden vil ikke gå i stå af den grund – tværtimod. For når først de europæiske politikerne har vænnet sig til en post-ØMU-æra, vil de kunne bruge den nye virkelighed konstruktivt, skriver han.
Jesper Jespersen peget på de historiske fortilfælde, og ikke mindst på situationen for 40 år siden, hvor USA “gik fra guldet”. Dengang var dollarens faste kurs over for guld grundstammen i det internationale valutasystem (Bretton Woods-systemet). Beslutningen om at gøre dollaren flydende blev kaldt Nixon-chokket – efter præsidenten.
– Uanset, at det er en ofte benyttet floskel, at ’historien ikke gentager sig’, så har jeg mine tvivl, når det gælder eksistensen af valutakurssystemer, der bygger på idéen om faste og ikke mindst uforanderlige valutakurser. Historien viser i hvert fald noget andet: nemlig at de faste kurser ikke holder én dag længere mellem suveræne stater, end der er politisk vilje til at betale de økonomiske og sociale omkostninger, der knytter sig til et sådant system med uforanderlige valutakurser. Det gælder også for en monetær union, uanset om der i praksis benyttes en fælles betegnelse for de nationale valutaer eller ej. For politisk set er det fortsat blot et fastkurssystem, der kan ændres med dags varsel. I dette ØMU-perspektiv synes Nixon-chokket fra for 40 år siden uhyggeligt aktuelt. En række ØMU-lande vakler på kanten af et økonomisk og socialt kollaps, og Tyskland har på mange måder en placering i ØMU-samarbejdet, som den USA havde i Bretton Woods-systemet. Det er de tyske skatteydere, der betaler den største del af den regning, som EU skriver ud i et forsøg på at holde de sydeuropæiske lande fra en statsbankerot. Den regning vil vokse år for år i takt med at ubalancerne vokser og flere lande får behov for hjælpepakker, skriver Jesper Jespersen.
Man kunne ønske at politikerne havde lært af historine, mener han:
– For intet fastkurssystem mellem suveræne stater har hidtil kunnet holde i længden – end ikke hvis de nationale valutaer, som i Euroens tilfælde, blev erstattet af én. ØMUen står i dag, hvor Bretton Woods-systemet stod for 40 år siden. Parallellerne er slående. Alle politikere benægter med én mund, at det kan ske, at ØMUen opløses og afløses af et mindre fast og mindre ambitiøst europæisk valutasamarbejde. Men det kan ikke benægtes, at Tyskland på mange måder har den samme placering inden for ØMUen, som USA havde for 40 år siden. Den eneste afgørende forskel er det psykologiske, der ligger i, at 17 lande i praksis er gået over til ’D-mark’ (der blot har ændret navn til ’Euro’),skriver Jesper Jespersen.
Centralbanken er selv en trussel
-En mindst ligeså stor trussel mod hele ØMU-konstruktionen ligger i Den europæiske Centralbanks (ECB) aktiviteter. Den har pumpet hundredvis af milliarder af euro ud til nødstedte banker. Disse banker har hidtil kunnet låne ubegrænset i ECB til en meget lav rente, hvis blot de stillede sikkerhed i statsobligationer. Dette var dog ikke tilstrækkeligt til at hindre den fortsatte stigning i renten på de sydeuropæiske statsobligationer. Det vil ECB nu søge at afhjælpe gennem direkte opkøb i markedet af nødlidende staters obligationer. Herved åbnes der op for en meget risikabel aktivitet; for nu er det selve kernen i ØMUen – Den europæiske Centralbank – som vil blive udfordret på finansmarkederne. I de kommende dage og uger vil spekulanterne teste, om ECB har tilstrækkelig styrke til at hindre en fortsat rentestigning, skriver han.
Hvor længe endnu?
Det spørgsmål, der derfor må melde sig er, hvor længe Den europæiske Centralbank (ECB) vil give græske (eller andre sydeuropæiske) banker euro-lån med sikkerhed i disse landes statsobligationer endsige direkte købe disse obligationer i markedet.
-ØMU-chokket vil ramme europæisk økonomi den dag, hvor enten ECB eller den tyske forbundskansler siger stop – og lukker for kreditten til de svage landes banker og til landenes regeringer. Men netop i den situation er det vigtigt at erindre det historiske forløb fra for 40 år siden: verdensøkonomien gik netop IKKE i stå, fordi Nixon trak dollaren ud af det internationale valutasystem, skriver Jesper Jespersen.
Når chokket har lagt sig, vil der ud af de kaotiske forhold stadig eksistere euro’er – blot ikke én men adskillige med hvert sit nationale præfiks, forudser han. En opløsning vil selvfølgelig rejse en række problemer de svage økonomier vil stadig være svage. Et springende punkt bliver den fremtidige værdi af landenes oparbejdede obligationsgæld…. Uanset svaret på dette spørgsmål, vil de enkelte lande genvinde en ekstra frihedsgrad i den økonomiske politik, når værdien af landenes valuta i fremtiden kan afspejle landets produktivitet og konkurrenceevne, hvilket er en grundlæggende forudsætning for at kunne påbegynde en restrukturering af samfundsøkonomien, pointerer han.
Euro-realisme
Denne valutariske omstillingsproces indenfor ØMUen vil naturligvis ikke være let at gennemføre – og vil opleves som et politisk nederlag for ØMUens fædre. Men det behøver ikke at betyde, at det europæiske samarbejde bryder sammen på andre områder. Tværtimod, hvis blot det kunne erkendes, at tempoet i valutasamarbejdet har været skruet så højt op, at det skabte flere problemer end det løste, så ville meget være nået, mener Jesper Jespersen.
-Og her kan historien fra for 40 år siden være en hjælp til at opnå denne erkendelse. Lykkes det, vil fremtiden måske bringe en højere grad af euro-realisme ind i det nødvendige europæiske samarbejde. Naturligvis skal en række europæiske politikere have tid til at vænne sig til en sådan post-ØMU-æra – men når det først er sket, vil både nationale politikere såvel som EU-kommissionen bedre kunne koncentrere sig om de egentlige velfærdsøkonomiske problemer: at skabe job til de 25 mio. arbejdsløse i EU-landene, hvoraf et uhyggeligt stort antal er under 30 år og få indledt omstillingen til en bæredygtig samfundsøkonomi. En udvikling, der kræver et europæisk initiativ og som er langt vigtigere en antallet af valutaer i EU. Dét kan vi lære af historien, slutter Jesper Jespersen. (brink)
