Kvantespring mod Euro-regering

Sarkozy og Merkel foreslår en økonomisk regering i Eurozonen, de nationale parlamenter skal forpligtes til at rette ind efter EU-krav til budgetterne

Finansministrene i eurolandene skal reduceres til departementschefer der sender de lokale ønsker videre til Bruxelles, og de nationale regeringer og parlamenter skal forpligtes til at rette ind efter EU-kommissionens kritiske bemærkninger, det bliver konsekvensen, hvis det franske tyske forslag til en økonomisk regering i EU bliver virkelighed.

På et møde mellem den tyske kansler Merkel og den franske præsident i går i Paris præsenterede de et krav om at få en egentlig økonomisk regering i EU med EU-formand Von Rompey for bordenden.
Merkel forklarede på pressemødet bagefter hvordan det skal foregå: Regeringerne i eurolandene skal sende deres finanslovsforslag til EU-kommissionen, inden de behandles i parlamenterne. De ”kritiske bemærkninger”, som kommissionen måtte have, skal regeringerne og parlamenterne forpligtes at rette ind efter.

Kravet om at sende finansloven til forhåndsgodkendelse i Bruxelles er en del af det såkaldte økonomiske semester, som indgår i den stribe af nye EU-love, som skal stramme grebet om de lokale budgetter.

Samtidig skal samtlige eurolande ændre deres grundlove, så der indføres en gældsbremse, som forhindrer landene i at låne mere end vækst og stabilitetspagten tillader. Et skridt som i realiteten grundlovsfæster den nyliberale økonomiske politik, som først og fremmest Tyskland står for.

– Landene i eurozonen må gå ind for at få afbalanceret deres budgetter i midten af 2012 og skrive deres mål ind i deres forfatninger inden sommeren 2012. Vi ønsker at udtrykke vores absolutte vilje til at forsvare euroen og påtager os Tysklands og Frankrigs særlige ansvar i Europa,” sagde Sarkozy ifølge Ritzau.
Kvantespring mod eurozoneregering

Med forslaget lever de to op til det løfte Sarkozy gav ved det sidste eurotopmøde i juli, hvor en ny redningspakke for en tid beroligede markederne:
– Angela Merkel og jeg vil, når sommeren slutter, fremsætte fælles forslag om økonomisk regeringsførelse i eurozonen. Vor ambition er at udnytte den græske krise til at foretage et kvantespring mod en eurozoneregering, sagde Sarkozy.

De tyske franske forslag bliver mødt med kritiske røster hos den tyske fagbevægelse. Bestyrelsesmedlem i IG-Metal, Hans Jürgen Urban advarer mod EU’s forsøg på at kontrollere de nationale økonomier.

– Finansstabilitet står over for demokratiet… For enden af den udvikling står Europas Forenede Stater, som vil være rigere på erhvervsproblemer og sociale spændinger, men fattigere på demokrati og legitimitet, siger han til avisen Junge Welt.

Snævrest mulige union

Det fremgik ikke af topmødet, om lande uden for euroen skal inviteres med. Men Danmark har allerede tilsluttet sig den såkaldte Europluspagt, som forpligter landet på linje med eurolandene.

Venstre kalder det et “godt, logisk og naturligt” skridt, at Frankrig og Tyskland foreslår en fælles “økonomisk” regering i eurozonen, skriver Børsen, som citerer Venstres EU-parlamentariker Jens Rodhe:  ”Når landene ikke overholder aftalerne, men prøver at eksportere deres problemer, så er der behov for at stramme op. Vi har brug for den mest snævre økonomiske union, vi kan få op at stå.” (brink)