Perspektivering

Fra otte historier om fremtidens markedssamfund af Kenneth Haar

Ovenstående er ikke en udtømmende analyse af direktivets konsekvenser i Danmark. Der vil

kunne gives andre eksempler, også eksempler af stor samfundsmæssig betydning.

Der kunne have været en historie om apotekervæsenet, som ikke er en del af sundhedsvæsenet i andre EU-lande. Det vil gøre det vanskeligt at opretholde en tæt sammenkobling mellem offentlig sundhedsplanlægning og det danske apotekervæsen, hvis direktivet vedtages i nuværende form (60).

Der kunne have været en historie om liberaliseringen af spil, der kan underminere brugen af overskud fra spil til almene formål (61).

Der kunne have været en historie om næringsbrev til fødevarebutikker, der er noget nyt i Danmark, og som er vedtaget bl.a. for at kunne styre alkoholbevillingerne mere forsvarligt.

Det kan blive underkendt, hvis direktivet vedtages.

Der kunne have været en beskrivelse af, hvor svært det kan blive for en forbruger, der vil klage over en virksomhed fra et andet land – og må gøre det ud fra det andet lands lovgivning med alle de sproglige, kulturelle og geografiske barrierer, der følger med.

Det kunne også have været interessant at gå længere ind i, hvad Socialministeriet mere præcist mener, når ministeriet skriver følgende om direktivets betydning for den lov, der regulerer hjemme- og ældrepleje:

”I det omfang, leverance af ydelser, skal kunne ske i henhold til principper fastsat uden for landet, vil Servicelovens bestemmelser om, at hjælpen skal tilpasses de enkelte borgeres behov, formentlig skulle tilpasses.”(62)

Men som sagt i indledningen er formålet med artiklen ikke at skrive en udtømmende rapport, men at give et indblik i direktivets grundlæggende virkemåde og principper for at kunne sige noget tværgående og overordnet om direktivet. Og til det formål er de otte historier tilstrækkelige.

Det er historier, der viser, hvor langt Kommissionen tilsyneladende er parat til at drive markedslogikken frem, uden synderlige hensyn til folkesundhed, velfærd, miljø, demokrati og andre almene hensyn. Og det er ikke meget, der skånes, når EU’s globale konkurrencedygtighed skal styrkes.

Der er heldigvis en proces i gang i Europa-Parlamentet og i mange medlemslande for at imødegå faren fra direktivet. Den proces antager meget forskellige former. Der er demonstrationer, protestbreve, protestmøder, delegationer ved ministerier, og andre udtryk for folkelig protest. Og så er der den parlamentariske proces. For nogen vil det være en kilde til optimisme, at der er omfattende ændringsforslag på vej i Europa-Parlamentet, men på det punkt er det for tidligt at glædes. Ikke bare fordi det er usikkert, hvad der bliver vedtaget. Spørgsmålet er også om der kan komme noget positivt ud af at pille elementer ud af et direktiv, der vil drive markedslogikken ud i det absurde?

Er det tilstrækkeligt at fjerne oprindelseslandsprincippet?

Nej. Selv uden oprindelseslandsprincippet vil vandforsyning, uddannelse og sundhedssektoren kunne kommercialiseres, planloven undermineres, og advokatstanden gøres mindre uafhængig.

Er det tilstrækkeligt at undtage alt, hvad vi opfatter som den off entlige sektor?

Nej. Der er masser af problemer forbundet med den form for regulering, det private område udsættes for. Og almene hensyn skal ikke bare tages i den off entlige sektor.

Servicedirektivet er i udgangspunktet et forsøg på at drive markedslogikken langt ind på områder, hvor det går ud over almene hensyn, og et forsøg på at fremme kommercialiseringen af den offentlige sektor. Det sker på en måde, så fundamentale samfundsfunktioner fjernes fra en almindelig demokratisk proces, og gøres til genstand for forhandlinger i EU, hvor udgangspunktet ikke i første række er, hvordan der tages almene samfundsmæssige hensyn, men hvordan et indre marked for tjenesteydelser sikres ved at fjerne hindringerne for markedslogikken. Derfor må servicedirektivet helt af bordet.

Men at få direktivet af bordet kan kun ses som et første skridt. Hvis det skal lykkes at bevare en demokratisk manøvredygtighed for at sikre almene samfundsmæssige hensyn i fremtiden på tjenesteydelsesområdet, skal der mere til. For i en vis forstand er servicedirektivet kun toppen af isbjerget, eller måske snarere; det er bare den seneste manifestation af en stærk tendens i EU, der hænger sammen med traktaten, med EU’s bærende økonomiske strategi, og med Kommissionen og EF-domstolens position i EU-samarbejdet.

En del af problemet kan illustreres med en slående bemærkning fra et medlem af Europa-

Parlamentet, nemlig Karin Riis-Jørgensen fra Venstre. Dagen efter, at et EU-topmøde havde

bebudet ændringer i direktivet, luftede hun en frygt for, at direktivet ville blive ”udvandet”.

Hvis det skulle ske, foretrækker hun en anden metode end et omfattende direktiv: ”Så kan vi åbne markedet via EF-domstolen”, sagde hun. (63)

Den udtalelse er en påmindelse om, at det ikke er nok at få servicedirektivet af bordet. Direktivet er på mange områder et produkt af to forhold, der vil bestå, selvom direktivet skulle falde. For det første er det en konkretisering af EU-traktaten, hvor der f.eks. står i artikel 49 (TEF), at der inden for nogle afstukne rammer er ”forbud mod restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser”. For det andet er det en udmøntning af en række af EF-domstolens afgørelser om, hvilke konsekvenser traktatens pålæg om at sikre et indre marked for tjenesteydelser mere konkret skal betyde, ikke mindst hvad angår den off entlige sektor.

Lykkes det at få servicedirektivet af bordet, er ét slag vundet, men det næste slag skal så begynde. I dansk sammenhæng vil det betyde, at direktivet nødvendigvis må indgå i den kommende debat om EU’s fremtid, og om EU-forfatningen.

Det kan også siges på en anden måde: Med servicedirektivet er vi mange, der har fået os en

overraskelse. Kan EU virkelig gå så langt? Det handler om, hvilket samfund, vi vil have.

Noter:

60 Høringssvar fra apotekerforeningen til direktivet.

61 Dansk Tipstjenestes høringssvar.

62 Se fodnote 13.

63 Jyllandsposten den 24. marts 2005.