Fra otte historier fra fremtidens markedssamfund af Kenneth Haar
Direktivets betydning for uddannelsessystemet er på mange måder parallel med ovenstående historier om sundhedssystemet. Lad os tage afsæt i en konkret historie.
Tvind har i årevis brugt den danske friskolelovgivning til at finansiere foretagendets mange friskoler rundt omkring i landet. Af forskellige grunde har skiftende regeringer gjort en stor indsats for at få skåret statstilskuddet til Tvinds friskoler, og har udfoldet store anstrengelser for at bevise, at skolerne hænger sammen i en koncern. Det har givet så store problemer, at regeringen til sidst fik vedtaget en særlig Tvindlov.
Princippet i dansk friskolelovgivning er egentlig vældig fornuftigt: At det sikres, at landets privatskoler overvejende er lokale initiativer, der ikke er beregnet på fortjeneste, og som af de grunde ikke udvikler sig til aggressive konkurrenter til folkeskolen.
Men hvad ville der ske, hvis markedet blev åbnet for skolekoncerner?
Efterhånden som privatiseringer af skolevæsenet skrider frem andre steder i Europa, vil der ligesom i USA kunne opstå selskaber, der specialiserer sig i at tilbyde et alternativ til det offentlige uddannelsessystem. Og Danmark og den restriktive danske friskolelovgivning vil være et let offer.
For når der er tale om en ydelse, der betales for, er den dækket af direktivet, og derfor har selskaber i uddannelsessektoren ret til at etablere sig i Danmark og begynde at arbejde. Og da det kan være forbudt at stille bestemte krav om en virksomheds form (29), kan den del af lovgivningen, der skal sikre, at friskolerne er lokale eksperimenter, der ikke skal skabe økonomisk overskud, blive underkendt. Det vil også være forbudt, at vurdere nye skolers ”…formålstjenlighed i forhold til den kompetente myndigheds planlagte økonomiske mål” (30). Og det kan betyde, at hvis private skoler i stigende grad bliver sådan en succes, at det truer lokale folkeskolers eksistensgrundlag, kan der ikke gribes ind fra myndighedernes side. Det kunne være, hvis en uddannelseskoncern rykkede ind med et brandtilbud til forældre og elever, der mest er beregnet på, at erobre markedet, for dernæst at sætte priserne op igen, når den lokale folkeskole er sat ud af spillet som seriøs konkurrent.
I Kommissionens indledende bemærkninger står der ganske vist, at direktivet ikke omfatter virksomhed, hvor ”der ikke foreligger betaling”, f.eks. på det uddannelsesmæssige område (31).
Det betyder, at de virksomheder, der måtte begynde at operere på folkeskoleområdet ikke kan anklage den offentlige folkeskole for at være diskriminerende, og at de ikke kan kræve at overtage rollen som folkeskole, men det ændrer ikke på, at de kan bruge direktivet til at skabe sig et større råderum på privatskolemarkedet. Et råderum, som også vil få konsekvenser for det off entlige uddannelsessystem.
Den europæiske sammenslutning af ansatte i uddannelsessektoren, ETUCE, er da også oprørt. I en udtalelse om direktivet, siger de bl.a:
”Øget privatisering af uddannelsessektoren og øget handel med uddannelse har aldrig været en del af målsætningen i EU’s politiske dagsorden forud for introduktionen af udkastet til Servicedirektivet. Der har ikke været en forudgående konsultation af medlemslandene eller af de, som har interesser på dette område, og der har ikke været fremført nogle udtalte argumenter til fordel for en sådan udvikling.” (32)
ETUCE’s konklusion: At uddannelse skal helt ud af servicedirektivets rækkevidde.
Direktivets rækkevidde på uddannelsesområdet er uklart. I en af mange forklarende noter fra Kommissionen, henvises til to afgørelser ved EF-domstolen om traktatens regler om det indre marked og deres betydning for uddannelsesområdet (33). Af noten fremgår det, at en dom har fastslået, at når staten finansierer uddannelsesaktiviteter for at opfylde sine forpligtelser, reguleres området ikke af det indre markeds regler. Men samtidig peger Kommissionen på en anden dom, som hævder, at når f.eks. et universitetskursus gennemføres mod betaling af en leverandør fra et andet medlemsland, så har leverandøren de rettigheder, traktaten giver.
Spørgsmålet om, hvilken effekt vedtagelsen af direktivet vil få på uddannelsesområdet, er ikke enkelt. Men spørgsmålet er også, hvilken fornøjelse vi vil have af, at der overhovedet skabes større usikkerhed om, hvor langt ind på uddannelsesområdet, markedslogikken skal råde.
Noter:
29
Servicedirektivet, artikel 15, stk. 1, litra b.
30
Servicedirektivet, artikel 14, stk. 5.
31
Servicedirektivet, s. 20.
32
ETUCE; ”Education should be safeguarded from trade in the EU internal market”, udtalelse fra ETUCE’s bestyrelse, den 13-14. juni 2005.
33 Commission Services; ”Explanatory note on the activities covered by the proposal”, Interinstitutional File 2004/0001 (COD), 25. juni 2004.