De politiske beslutninger om en ny EU-forfatning bliver allerede taget på næste uges topmøde i Bruxelles, den efterfølgende regeringskonference skal kun handle om teknik. Det skriver den svenske netside, Europortalen på baggrund af et stenografisk referat fra et møde i den svenske Rigsdags udenrigsudvalg.
![]() |
|
Sømmene slås i på topmødet i næste uge til en erststatningsforfatning til afløsning for den kuldsejlede forfatningstraktat |
Den svenske regering informerede på mødet udvalgets medlemmer om køreplanen for en ny forfatning. Og det fremgår, at indholdet i en erstatningstraktat, som skal træde i stedet for den kuldsejlede forfatning, allerede skal lægges fast i næste uge. Den efterfølgende ”Regeringskonference” skal bare omsætte topmødets beslutninger juridisk og teknisk til en forfatningstekst.
Kabinetssekretæren fra det svenske Udenrigsministerium understregede kraftigt overfor udvalget, at det er på topmødet sømmene slås i:
– Det kommende portugisisk formandskab (som efterfølger Tyskland red.) har særligt understreget, at man ikke bagefter vil have en diskussion om, hvordan man skal tolke den politiske aftale fra junimødet, sagde han.
Minitraktat med samme indhold
Op til topmødet svirrer det med presseforlydender om, at der er enighed om en minitraktat, senest skulle den franske præsident og den britiske afgående Blair været nået til enighed om en ”minitraktat”. Samtidig fastholder de 18 lande, som har ratificeret den faldne forfatning, at så meget som muligt skal bevares. Det støttes, ifølge Europortalen, desuden af Sverige, Irland, Danmark og Portugal.
I sidste uge vedtog EU-parlamentet en initiativbetænkning, der ifølge Junibevægelsen, giver sin uforbeholdne støtte til den videre proces mod at få den forkastede forfatningstraktat på banen igen. Betænkningen er udarbejdet i fællesskab af repræsentanter fra Parlamentets to store politiske grupper – de konservative og socialdemokraterne – og den godkender den lukkede proces, som nu er i gang, for at skal sikre vedtagelsen af et nyt traktatgrundlag.
– Det tyske formandskab, betænkningens ordførere og Parlamentets store flertal vil have hele den forkastede forfatning gjort til virkelighed, blot under nyt navn, og uden folkeafstemning, siger Jens-Peter Bonde.
– Sarkozys såkaldte ”minitraktat” betyder ikke færre juridiske pligter. Mini må referere til beslutningsformen nemlig minimal indflydelse til vælgerne og omvendt maksimal indflydelse til lobbyister og embedsmænd. Vore midlertidige regeringsledere er i færd med at træffe endda meget permanente beslutninger for indretningen af vore samfund og nationale forfatningssystemer – og det uden at konsultere Europas befolkninger, siger Jens-Peter Bonde.
Opfordrer til protester
Folkebevægelsen mod EU opfordrer de folkelige bevægelser til at protesterer, inden topmødet i Bruxelles i næste uge.
– Det er dybt udemokratisk, hvis EU ændrer ordlyd, men ikke indhold af EU-forfatningen, for at undgå folkeafstemninger, siger Karina Rohr Sørensen fra Folkebevægelsen mod EU
– Det er gammel vin der hældes på nye flasker blot for at undgå nye folkeafstemninger der igen kan afvise projektet. Vi finder det dybt udemokratisk, siger hun. (brink)

