EU-kommissionen lægger op til konkurrence om mindst mulig sikkerhed i jobbet
EU-Kommissionen vil have EU-landene til at konkurrere om den ”bedste arbejdsret”. Signalet er tydeligt: Jo mindre arbejdsret jo bedre.
Sådan vurderer den store svenske landsorganisation for tjenestemænd, TCO EU-kommissionens udspil til et mere fleksibelt arbejdsmarked.
TCO ser EU-Kommissionens seneste udspil som en trussel mod de regler for jobsikkerhed, som fagbevægelsen har tilkæmpet sig.
På EU-sprog hedder det arbejdsret, men det handler først og fremmest om reglerne for afskedigelse af ansatte, det har intet med arbejdsret i dansk forstand at gøre.
Med EU-kommissionens ”Grønbog om arbejdsret” og dens ”meddelelse om flexicurity” tilslutter kommissionen sig den skole, som hævder at arbejdsret er en barriere for beskæftigelsen og forhindrer mobilitet, mener TCO
– Det er den danske flexicurity, som mere og mere udkrystalliserer sig, som den model Kommissionen anbefaler for at øge beskæftigelsen. Men når man definerer flexicurity på EU niveau, så er fleksibiliteten i fokus. Trygheden i form af ordentlige dagpengesatser, store investeringer i arbejdsmarkedspolitik og partsindflydelse bliver glemt, siger TCOs internationale sekretær, Thomas Janson til TCO-tidningen.
Indeks for ”arbejdsrettens byrde”
I sin meddelelse foreslår Kommissionen, at landene skal lave et arbejdsret-indeks, som skal lægges oven i de øvrige målsætninger, som bruges for at sammenligne og vurdere landenes beskæftigelsespolitik. Indekset skal tvinge landene til gøre regnskab for, hvad de gør for at mindske den byrde, som arbejdsretsreglerne belaster virksomhederne med. Med andre ord: Hvad gør medlemslandene for at indskrænke de ansattes beskyttelse mod fyringer?
– Forslaget vil legitimere forringelser af arbejdsretten. Og de indikatorer, som indgår, er problematiske. Det giver en dårligere ”karakter”, hvis arbejdsgiveren skal informere arbejdsformidlingen om fyringer. Det trækker også ned, hvis arbejdsgiveren skal have en dialog med de faglige organisationer på arbejdspladsen, siger Thomas Janson til TCO-tidningen.
Han har læst de rapporter som kommissionen henviser til, og han mener de ser bort fra de positive effekter af en stærk arbejdsret.
– Med en stærk arbejdsret øges arbejdsgivernes investering i kompetenceudvikling, produktiviteten stiger og den interne fleksibilitet i virksomhederne vokser. Samtidig er der et retsaspekt i at vide, under hvilke omstændighederne man kan blive sagt op, siger han.
– Kommissionens skrifter er i høj grad politiske. Kommissionen lægger en vurdering ind om, at svag arbejdsret er bedre end stærk. Kommission er ikke et neutralt embedsværk i det her spørgsmål.
– Den kunne have valgt at interessere sig for overgangen mellem usikre job og fast ansættelse i stedet for at interesserer sig så meget for beskyttelsen i ansættelsen, siger Thomas Janson.
Kommissionens udspil er nu på vej igennem EU systemet, og til december behandles det på et topmøde. (brink)

