Myten om det sociale Europa

Slagordet om ”Det sociale Europa” er en tom skal, som politikere og EU-kommissærer kan fylde med hvad som helst. Fagbevægelsen må rejse sin egen dagsorden og gå i offensiven, ellers truer det indre marked med at overlade de dominerende dele af økonomien til multinationale selskaber

– Fagbevægelsen må have sin egen dagsorden og sin egen vision. Hvis EFS vil i offensiven, som de nu siger de vil, så kræver det, at de er klar til at mobilisere, og også at de er klar til at sige nej, sagde Richard Hyman.

Der er al mulig grund til bekymring, hvis man drømmer om et ”socialt Europa”, det indre marked er godt på vej til at gøre en ende på små virksomheder og i stedet overlade den økonomiske dominans til multinationale virksomheder. Samtidig mangler fagbevægelsen en fælles vision og en fælles vilje til at kæmpe. Det var nogle af de dystre meldinger fra professor Richard Hyman, London School of Economics, og Annamária Artner, økonom på Budapest Universitet, da de to lagde op til debat på Cafe Teatret i København.

– Selvom der er fælles træk, som adskiller Europa fra USAs og Japans sociale modeller, så er der så store forskelle på EU-landenes sociale systemer, at det er en myte at tale om en bestemt ”europæisk social model”. Slagordet er en tom skal, som kan fyldes med hvad som helst. Alle kan sige de er for den europæiske sociale model. Det er en måde at undgå debat i stedet for at møde den, sagde Richard Hyman.

– Der er god grund til bekymring, det indre marked gør en ende på små virksomheder. I stedet overlades de dominerende dele af økonomien til få multinationale selskaber. Ideen om f.eks. nationale fly- og energiselskaber er for længst forbi. Den nye realitet er, at de store koncerner kan flytte rundt og lægge pres på regeringer og fagbevægelse. Europæiske selskaber kan bruge ”del og hersk metoden.” Vi har set hvordan det har ført til at fagforeningerne nationalt er blevet aftvunget indrømmelser, sagde han.

Samtidig har EU’s krav til de nationale budgetter lagt betydeligt pres på velfærdsbudgetterne.

Optimismen forduftet

Richard Hyman pegede på et skifte i politikken fra 90-erne, hvor fagbevægelsen var optimistisk og kunne pege på en række forsøg på regulering af arbejdsforholdene på EU-niveau. Det sociale charter blev vedtaget i 1989, og i 90’erne fulgte en række arbejdsmarkedsdirektiver, som skulle lægge en ”bund” for beskyttelse af lønmodtagerne.

– Men markedsløsninger dominerer over markedskorrektion. Der er sket et skift i både EU-kommissionens og EF-domstolens syn på national regulering. De ser den nationale regulering som barrierer for det indre marked. Det betyder deregulering og fjernelse af ”barrierer”, sagde han.

Samtidig er forslag til bedre sikring af arbejdstagerne blevet mødt med veto i ministerrådet.

– Siden 2000 er de fleste nye initiativer endt i et dødvande. I stedet er fokus flyttet fra såkaldt hård til blød lovgivning. Det sociale Europa er blevet omdefineret fra beskyttelse til konkurrence, fra sikkerhed til fleksibilitet, sagde Richard Hyman.

Skuffelse i Ungarn

– Efter systemskiftet er befolkningen blevet skuffet. De blev lovet en social markedsøkonomi, det lød jo godt. Men resultatet er blevet en neoliberal kapitalisme, med høj arbejdsløshed og flere fattige. Folk lever dårligere end for 10 år siden, og gabet mellem rige og fattige vokser. Så løfterne om et socialt Europa er tomt, sagde Annemaria Artner.

Den ungarske økonom, Annemaria Artner gav et dystert billede af situationen i Ungarn.

– I Ungarn ved man ikke noget om ”det sociale Europa”. Fagbevægelsen er svag, og kapitalismen i Ungarn er styret af multinationale selskaber. Skiftende regeringer har tjent de multinationale på den ene eller den anden måde, sagde hun.

– Efter systemskiftet er befolkningen blevet skuffet. De blev lovet en social markedsøkonomi, det lød jo godt. Men resultatet er blevet en neoliberal kapitalisme, med høj arbejdsløshed og flere fattige. Folk lever dårligere end for 10 år siden, og gabet mellem rige og fattige vokser. Så løfterne om et socialt Europa er tomt, sagde Annemaria Artner.

– Der er ingen nem vej for arbejderklassen eller dem der må arbejde hver dag. Bruttonationalproduktet kan vokse, men det gør ikke nødvendigvis den sociale situation bedre. Der er ingen sikkerhed, den neoliberale politik og de ”åbne døre” betyder, at de store selskaber kan flytte, hvis profitten ikke er tilfredsstillende. I kan godt glemme alt om at vende tilbage til 70’ernes velfærdsstat. Efter sammenbruddet i øst, er det eneste sociale alternativ væk. Kapitalismen blevet meget stærk, men i Vesteuropa lever man stadig, som om det var for 20 år siden, sagde hun.

– Europa er på vej ned, spørgsmålet er, hvad er det for en standard vi skal nå? Vi havde faktisk en god beskyttelse i Ungarn før systemskiftet, det er væk nu. Engang skulle virksomhederne accepterer sociale regler, men efter globaliseringen siger man, at det ikke er muligt. De globale spillere har frie hænder, og regeringer verden over støtter det, så det er slut. Men hvorfor er det ikke muligt at sætte en anden dagsorden, hvor virksomhederne må acceptere sociale krav, spurgte Annemaria Artner.

Fagbevægelsen må i offensiven

Richard Hyman pegede på, at debatten om EU er overladt til eliten.

– Princippet om, at EU taler man ikke om i ”børns selskab” har været fremherskende. Men vi skal ikke overlade Europa til eksperternes eget uforståelige sprog, sagde han.

Han advarede mod at have overdrevne forhåbninger til den såkaldt ”sociale dialog”, som er eu-sprog for aftaler og forhandlinger mellem fagbevægelse og arbejdsgivere på EU-niveau.

– Den sociale dialog har været den hellige gral alt for længe, man skal ikke overdrive dens betydning. Forhandlinger kræver to parter, og det er klart at de ikke eksisterer, sagde han.

Han mente, at den europæiske faglige sammenslutning, EFS for længe har arbejdet inden for EU-systemet. EFS har virket som lønmodtagerdiplomater i Bruxelles og forsøgt at forhandle begrænsede justeringer igennem til noget, som de dominerende spillere allerede har udformet.

– Fagbevægelsen må have sin egen dagsorden og sin egen vision. Hvis EFS vil i offensiven, som de nu siger de vil, så kræver det, at de er klar til at mobilisere, og også at de er klar til at sige nej, sagde Richard Hyman.

– Hvis fagbevægelsen er klar til at gå i offensiven både nationalt og på EU plan, så er der håb om et socialt Europa, sagde han.

En stærk stat for de arbejdende

Annemaria Artner mente, at udviklingen i de nye EU-lande truer en udvikling af et socialt Europa.

– Derfor er det vigtigste at undertrykke profitmotivet. Blandingsøkonomi er ikke et stabilt system, der er ingen gode løsninger for arbejderklassen hverken i øst eller vest i det system, sagde hun.

– Hvis vi ikke undertrykker profitmotivet vil virksomhederne vokse, og de sociale problemer vil vokse i takt med dem, der er ingen løsning i systemet. Derfor er der brug for at stoppe for privatiseringer, og begynde at nationaliserer og kollektivisere produktionen. Vi har brug for en stat for arbejderklassen og ikke en stat der tjener ”the round table” (de multinationale selskabers klub red.). Der er brug for en stærk sammenhængskraft blandt de arbejdende, hvis vi skal afvæbne de stærke kræfter, som vi er oppe imod, sagde Annemaria Artner.

Hun kunne dog se lidt håb for enden af tunnelen:

– Vi skal skabe tætte relationer mellem øst og vest og mellem nord og syd. Kig på folk fra udviklingslandene, de ved noget om, hvad det er vi skal af med. De kender den anden side af kapitalisme og globalisering. Se hvad de gør i Sydamerika, sagde Annemaria Artner.

Det var oplysningsforbundet DEO og dagbladet Information som havde arrangeret debatten.(brink)