Arbejdsgiverne kan ikke udlicitere ansvar

Arbejdsgiverne kan ikke tørre ansvaret for indlejet arbejdskraft af på mellemhandlerne. Det fastslår Arbejdsretten i en dom, hvor Dansk Metal Horsens henter penge til underbetalte polakker der arbejdede på opførelsen af Statsfængslet i Enner

– Selvom det er en lille sag i penge, så er det en vigtig principiel afgørelse. Vi vil ikke se på, at arbejdsgiverne forsøger at løbe fra ansvaret for indlejet arbejdskraft ved at henvise til, at der er tale om en underentreprise. siger faglig sekretær i Dansk Metal Horsens, Erik Olesen.

Arbejdsretten idømte i sidste uge firmaet BK-Teknik, Allingåbro en bod på 20.000 kr. for overenskomstbrud, samtidig pålagde retten firmaet at efterbetale 80.000 kr. til to polske arbejdere, som havde arbejdet for BK-teknik under opførelsen af Statsfængslet i Enner.

Dommen giver Dansk Metal Horsens medhold i at det er virksomhedens ansvar, at virksomhedens ansatte får overenskomstmæssig løn, uanset om de er ansat gennem vikarbureauer eller andre mellemmænd.

– Selvom det er en lille sag i penge, så er det en vigtig principiel afgørelse. Vi vil ikke se på, at arbejdsgiverne forsøger at løbe fra ansvaret for indlejet arbejdskraft ved at henvise til, at der er tale om en underentreprise. Det slår dommen fast, derfor må Arbejdsgiverne nu forstå, at hvis de lejer arbejdskraft hos andre, så gælder regler for vikararbejde i Dansk Industris overenskomst. Det betyder, at de har dem i deres brød, og man kan ikke skrive sig ud af det. Arbejdsgiveren har ansvaret for at folkene behandles efter overenskomsten, siger faglig sekretær i Dansk Metal Horsens, Erik Olesen.

Lejet hos nabobonden

Sagen rækker tilbage til maj 2006, hvor afdelingen blev gjort opmærksom på, at nogle polakker arbejdede på opførelsen af statsfængslet i Enner. Det viste sig, at de to arbejdede for BK-Teknik, som havde underentreprise på smedearbejde på byggeriet.

De to polakker havde ifølge afdelingens oplysninger arbejdet på byggeriet i et år. De arbejdede 10,5 timer om dagen og boede på Djursland hos landmanden Anders Madsen, som angiveligt havde ansat dem. Lønnen var efter husleje ca. 9.000 kr. om måneden. BK-Teknik afregnede deres løn til landmanden med 135 kr. i timen. Den almindelige vikarpris for metalarbejdere ligger mellem 250 – 350 kr. i timen.

BK-Teknik har under hele sagen fastholdt, at arbejdet var givet i entreprise til landmanden Anders Madsen. Men Arbejdsretten fandt det ikke godtgjort, at der var tale om en underentreprise. Der eksisterede ingen enterprisekontrakt – kun håndskrevne aconto regninger fra Anders Madsen til firmaet.

– Så arbejdsgiverne skal vide, at når vi ser sådan nogle lønninger som dem her, så vil vi som fagbevægelse reagerer – uanset hvor stor eller lille sagen er. Vi ønsker et arbejdsmarked der bygger på aftaler. Vi vil ikke acceptere, at der udvikler sig et gråt arbejdsmarked, hvor der snydes med løn og skat, siger Erik Olesen.

Sagen har kostet mange ressourcer for Dansk Metal Horsens – uden at det umiddelbart har givet nye medlemmer i afdelingen.

– Men medlemmerne må se det som en investering, selvom det koster, så er det helt nødvendigt at forfølge de her sager, hvis vi på længere sigt skal beskytte medlemmernes løn- og arbejdsvilkår, siger Erik Olesen. (brink)