Det svenske bygningsarbejderforbund, Byggnads har lettere ved at få overenskomster med udenlandske firmaer efter Vaxholmkonflikten. Til gengæld har de udenlandske firmaer ikke meget lyst til at organisere sig i arbejdsgiverforeningen
![]() |
| – Seriøse virksomheder vil konkurrere på lige vilkår, og ikke som i Vaxholm, hvor de reelle lønninger var 30 kr. i timen. Derfor er det endnu mere forbløffende for os, at byggesektorens største arbejdsgiverorganisation kører en anden linie, siger Gunnar Ericson |
Siden konflikten i Vaxholm kulminerede omkring nytår 2005 har Byggnads tegnet 264 tiltrædelsesoverenskomster med udenlandske byggefirmaer, som ikke er medlem af en arbejdsgiverorganisation.
– Det har været mærkbart lettere at tegne tiltrædelsesoverenskomster efter konflikten. Det er lykkedes at hævde den svenske model for ordnede forhold på arbejdsmarkedet, siger overenskomstsekretær i Byggnads, Gunnar Ericson.
I sammen periode er yderligere 38 udenlandske firmaer blevet bundet op på en overenskomst med fagforeningen gennem medlemskab af en arbejdsgiverforening.
– Det er bemærkelsesværdigt, at så få udenlandske firmaer vælger at blive medlem af arbejdsgiverorganisationer. Men det er måske ikke så mærkeligt, når man tænker på, at Sveriges byggeindustri finansierer en retssag ved EF-domstolen om retten til at stå uden for de kollektive aftaler, siger han. (Det lettiske firma, som har anlagt sagen ved domstolen er for længst gået konkurs, det er den svenske arbejdsgiverforening som kører sagen ved EF-domstolen red.)
Han henviser også til, at forbundet oplever stærk støtte fra de svenske virksomheder, når det handler om at indgå tiltrædelsesoverenskomster med udenlandske firmaer.
– Seriøse virksomheder vil konkurrere på lige vilkår, og ikke som i Vaxholm, hvor de reelle lønninger var 30 kr. i timen. Derfor er det endnu mere forbløffende for os, at byggesektorens største arbejdsgiverorganisation kører en anden linie, siger Gunnar Ericson. (brink)

