Aktivering, mere deltidsarbejde og lavere understøttelse er dele af EU’s medicin.
 |
| Ledige til kontrol i Polen |
EU’s ”beskæftigelses-politik” kaldes samlet for Lissabon-strategien, den blev vedtaget på et topmøde i Portugals hovedstad i 2001. Den har det ambitiøse mål at gøre ”EU til den mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed,’ som det hedder i konklusionen fra topmødet.
Men de ambitiøse mål venter stadig på indfrielsen. I EU-Kommissionens opsummering af beskæftigelsessituationen fra september 2004 må den konstaterer, at EU landene kommer til kort i forhold til de mål, der skal nås i 2010. Kommissionen tilføjer dog fortrøstningsfuldt, at med de rette arbejdsmarkedsreformer, så kan Lissabon-processen komme tilbage på sporet.
De midler til at nå de fælles mål, som EU peger på indeholder en række gammelkendte medikamenter:
Aktivering af de ledige senest efter 12 måneders ledighed, (unge under 25 år dog inden de har været ledige i 6 måneder). Aktiveringen blev først et fælles mål for EU, efter at loven blev vedtaget i Danmark! Det danske fodaftryk på EU politikken gør, at det bliver mere end svært for en dansk regering at fjerne aktiveringskravet, selvom den gerne vil.
At fastholde de ældre på arbejdsmarkedet. Her mener Danmark, at vi med efterlønsreformen har gjort et stort arbejde for at opfylde det fælles EU-mål. Reformen betød, at det ikke økonomisk kan betale sig at benytte ordningen før end man er 62 år, og venter man til 65 år, får man en særlig præmie udbetalt.
Mere deltid. Altså sprede det arbejde der er, uden at lønudgifterne stiger. Den danske deltidslov, hvor arbejdsgivere og den enkelte lønmodtager frit kan aftale deltid, lever jo ganske godt op til det krav.
Lavere understøttelse. Her har regeringen – i stedet for at sætte understøttelsen ned – opnået samme effekt, ved at indføre et særligt beskæftigelsesfradrag. Høj skat på de ledige, lav skat på dem i arbejde. Det er en anden måde at gøre afstanden mellem løn og understøttelse større. Men det gør også forholdene for de ledige ringere.