EU har fældet dom i opsigtsvækkende strid om kollektive overenskomster i søfarten mellem Estland og Finland. To et til arbejdsgiverne vurderer, “EU-fagligts” udsendte
I kampen for at tvinge Viking Line til at indføre kollektive overenskomster har den internationale transportarbejderfagforening ITF og finske sømandsorganisationer indskrænket Viking Line’s ret til at etablere sin virksomhed i EU’s indre marked, sådan lyder EF Dostolens dom i den såkaldte Viking-Line-sag, som faldt tirsdag formiddag.
Men ‘en sådan restriktion kan begrundes med henvisning til hensynet til beskyttelse af arbejdstagere, på den betingelse, at det godtgøres, at den er egnet til at sikre gennemførelsen af det lovligt forfulgte mål, og at den ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål’, lyder det videre i dommen, som når det gælder de første præmisser følger Generaladvokatens tidligere indstilling. Dermed afviser domstolen den danske, svenske og finske stats påstand i sagen om, at spørgsmålet om kollektive overenskomster og kampskridt overhovedet ikke er et spørgsmål, som EU-retten skal forholde sig til, vurderer journalist Staffan Dahllöf, fra EF-Domstolen i Luxembourg.
Efter at have opridset sine præmisser konkluderer EF-Domstolen:
‘På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:
1) Artikel 43 EF skal fortolkes således, at kollektive kampskridt, som en fagforening eller et fagforbund indleder mod en privat virksomhed for at tvinge denne til at tilslutte sig en kollektiv overenskomst, hvis indhold bevirker, at virksomheden afskrækkes fra at gøre brug af etableringsfriheden, ikke principielt falder uden for denne artikels anvendelsesområde.
2) Artikel 43 EF tillægger en privat virksomhed rettigheder, som kan gøres gældende over for en fagforening eller et fagforbund.
3) Artikel 43 EF skal fortolkes således, at kollektive kampskridt som dem, der er genstand for hovedsagen, der indledes for at tvinge en virksomhed, der har hjemsted i en bestemt medlemsstat, til at tilslutte sig en kollektiv overenskomst med en fagforening i denne stat og til at anvende de vilkår, der er fastsat i denne overenskomst, på arbejdstagerne i et af virksomhedens datterselskaber, der har hjemsted i en anden medlemsstat, er restriktioner som omhandlet i denne artikel.
Disse restriktioner kan i princippet begrundes med henvisning til et tvingende alment hensyn, såsom hensynet til beskyttelse af arbejdstagere, på den betingelse, at det godtgøres, at de er egnede til at sikre gennemførelsen af det pågældende mål, og at de ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at nå det.’