De tre tyske virksomheder på Jysk byggeri i Uldum har meldt sig ind i Dansk Industri, de polske ansatte er nu sikret danske lønninger
De tre tyske virksomheder, Hammersen, Interzeit og Calanbau, der alle er underentreprenører på opførelsen Jysk Centrallager, har meldt sig ind i Dansk Industri og har hermed tiltrådt industriens overenskomst.
Virksomhederne blev i sidste uge præsenteret for et krav om at indgå overenskomst med Dansk Metal og Blik- og Rørarbejderforbundet. Virksomhederne fik en uges frist til at starte forhandlingerne, hvis de ville undgå en konflikt.
– Konfliktvarslet er trukket tilbage, og vi forventer nu, at virksomhederne lever op til vilkårene i overenskomsten, når det gælder løn- og arbejdsforhold, siger faglig sekretær i Dansk Metal Horsens Benny Sørensen.
De tyske virksomheder beskæftiger i øjeblikket omkring 75 fortrinsvis polske arbejdere på byggepladsen, som monterer reoler, facade og sprinkleranlæg. Fagforeningerne har rejst kravene, fordi de har indicier på, at de udenlandske arbejdere er blevet aflønnet langt under danske overenskomster.
Følger op
Dansk Metal Horsens vil nu sammen med Blik- og Rørarbejderforbundet følge op på de indgåede overenskomster.
– Vi vil naturligvis kontrollere, at de tyske virksomheder nu følger industrioverenskomsten. Forbundet har gjort det klart, at det er Dansk Metal i Horsens der sammen med Blik og Rørarbejderforbundet lokale afdeling står for overenskomsten på Jysk Centrallager. Nu forventer vi, at Jysk ikke stiller sig hindrende i vejen for, at vi kan kontakte de udenlandske arbejdere og informere dem om deres rettigheder og pligter, nu hvor de er omfattet af den danske overenskomst. Samtidig vil vi selvfølgelig opfordre dem til at melde sig ind i fagforeningen, siger Benny Sørensen.
Fagforeningerne er tidligere blevet nægtet adgang til byggepladsen. (brink)





