EF-domstolen på vej med ny dom, som lukker døren for lovgivning mod social dumping
![]() |
|
– Det samlede billede er en situation, hvor fagbevægelsens muligheder for at bekæmpe social dumping afmonteres, og medlemslandenes mulighed for at lovgive mod social dumping afskæres. Derfor er det nu en fælles kamp for fagbevægelsen og progressive partier i alle medlemslande, siger Finn Sørensen. |
EF-domstolens generaladvokat anbefaler, at medlemslandet Luxembourg bliver dømt for at forsøge at forhindre social dumping. Dermed lægger han op til at domstolen yderligere cementerer afgørelserne fra Vaxholm- og Rüffertsagerne.
Præcis en måned før EU’s store udvidelse mod øst i maj 2004 startede EU-kommissionen en sag mod et af EU’s mindste lande, Luxembourg.
Kommissionen anklager Luxembourg for at have indført love, som påtvinger udenlandske virksomheder, som vil levere tjenesteydelser i landet, at de skal overholde de kollektive overenskomster, som gælder i landet.
Sagen er endt ved EF-domstolen, hvor en af domstolens generaladvokater anbefaler, at Luxembourg lovgivning mod social dumping dømmes ude.
Samme logik
| Forslag til dom mod Luxembourg | |
– Logikken i forslaget til dom, er den samme som i de tidligere sager. Så det er svært at se, hvorfor domstolen ikke skulle følge generaladvokatens anbefaling, siger næstformanden for 3F Industri og Service, Finn Sørensen.
Forslaget til dom, slår som i de andre sager fast, at der ikke må stilles krav til fremmede tjenesteydere, som går ud over minimumskravene i udstationeringsdirektivet.
– Og det uanset om det sker gennem kollektive overenskomster eller ved lovgivning. I Vaxholmsagen var det et fagforbund der fik forbud. I Rüffertsagen var det en delstat. Men denne gang er det selveste Kommissionen der hiver et medlemsland i retten. Hvis dommen følger de foregående, så er det fløjtende ligegyldigt, om vi forsøger at lave en dansk lovgivning, der skal inddæmme virkningen, siger han.
Fælles kamp
– Det samlede billede er en situation, hvor fagbevægelsens muligheder for at bekæmpe social dumping afmonteres, og medlemslandenes mulighed for at lovgive mod social dumping afskæres. Derfor er det nu en fælles kamp for fagbevægelsen og progressive partier i alle medlemslande, siger Finn Sørensen.
– Det haster med at få skabt alliancer på EU-plan mellem dem, der vil forsvarer lønmodtagernes rettigheder. Derfor skal vi mobiliserer for en social protokol, som den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS) har foreslået. Den tager netop højde for, at medlemslandene kan bruge de arbejdsmarkedsmodeller, som de selv ønsker, siger han.
Rustet til østudvidelsen
Luxembourg vedtog i 2002 en lov, som kort sagt pålægger alle virksomheder, som vil arbejde i landet at følge de kollektive overenskomster, som er gældende. Og i øvrigt leve op til de samme vilkår, som landets egne arbejdsgivere må følge. Loven ligestiller med andre ord alle, som arbejder på statens territorium, uanset hvor de kommer fra, eller hvor længe de skal arbejde der.
Luxembourg er med sine 400.000 indbyggere et af de mindste EU lande, og det har traditionelt haft en stor gruppe af udenlandsk arbejdskraft i landet.
Med loven på plads var landets arbejdsmarked rustet til at møde udfordringen fra østudvidelsen. Ved at erklære samtlige bestemmelser i loven for ”ufravigelige”, bruger Luxembourg en bestemmelse i udstationeringsdirektivet, som tillader et land at gå længere end minimumskravene.
Men den går ikke, mener generaladvokaten. Et medlemsland kan ikke selv afgøre, hvornår en lov skal være ”ufravigelig”.
Generaladvokaten gør opmærksom på, at medlemslandene skal tage hensyn til de grundlæggende økonomiske friheder og målet med udstationeringsdirektivet. Han understreger at den frie udveksling af tjenesteydelser har en forrangsstilling, som udstationeringsdirektivet netop skal være med til at virkeliggøre. Endelig gør han opmærksom på, at Domstolen har ”en streng fortolkning” af undtagelsesbestemmelserne, når det gælder de grundlæggende friheder.
Med andre ord kan Luxembourg i sit forsøg på at undgå social dumping ikke pålægge gæstende virksomheder at følge landets regler, konkluderer generaladvokaten.
Ingen ret til kontrol
Når det så kommer til at kontrollerer, hvordan de udenlandske tjenesteydere overholder reglerne, så går Luxembourg alt for vidt, mener Kommissionen – og får medhold af generaladvokaten.
De kontrolkrav, som Luxembourg stiller, er i strid med EU’s regler for fri bevægelighed. I forslaget til dom, gør han opmærksom på, at det slet ikke er værtslandet, som har ret til at kontrollere om udstationeringsdirektivet bliver efterlevet. Det er en sag for hjemlandet. – Her er ikke plads til kompetence til modtagelandet, som det formuleres.
– Med den fortolkning, bliver vi fuldstændig forsvarsløse overfor udstationerede virksomheder. Generaladvokaten mener tydeligvis, at alt for meget er op til Luxembourg selv, siger Finn Sørensen.
Det forlyder, at der falder dom i sagen d. 19 juni. (brink)

