Østeuropa mangler kvalificeret arbejdskraft

Samtidig med at flere hundredtusind arbejder i vest mangler de nye EU lande arbejdskraften derhjemme, det truer den videre udvikling af de nye medlemslande, vurderer Verdensbanken.

Hverveplakat på polsk universitet skal lokke polske unge til Storbrittanien

De central- og østeuropæiske lande, som blev medlemmer af EU i 2004 står nu overfor en alvorlig mangel på især uddannet arbejdskraft. Det skyldes at siden udvidelsen af EU har leveret flere hundredtusind arbejdere til de rigere vestlige EU-lande.

Selvom arbejdsløsheden er faldet i de nye lande, så er manglen på kvalificeret arbejdskraft nu en alvorlig hindring for fortsat vækst og skabelse af nye job i Østeuropa, vurderer en ny rapport fra Verdensbanken.

Selvom den øgede ”efterspørgsel” efter arbejdskraft har betydet forbedringer i arbejdsforholdene, så er det ikke lykkedes at finde job til de mange ledige. Det er især blandt de yngre og de ældre, at arbejdsløsheden stadig er omfattende, ligesom mange langtidsledige er efterladt i arbejdsløshedskøen.

Bevægeligheden rykker østover

Verdensbanken konstaterer, at mange af de ledige mangler de kvalifikationer, som arbejdsgiverne kræver. Samtidig gør landene alt for lidt for stimulerer tilvæksten af nye job.

Verdensbanken kræver ændringer i landenes sociale system for at tilskynde flere til at komme i job. Men samtidig er det nødvendigt, at landene investerer i uddannelse og efteruddannelse, så de ledige får de kvalifikationer, som arbejdsmarkedet efterspørger.

Selvom de nye EU lande tilsyneladende må betale prisen for arbejdskraftens fri bevægelighed i EU, så foreslår Verdensbanken, at de forsøger at løse problemer med den samme medicin:

– De nye EU-lande må åbne deres arbejdsmarkeder for udenlandsk arbejdskraft, forklarer Verdensbankens cheføkonom, Jan Rutkowski.

Et råd som både lande som Polen og Ungarn for længst har taget til sig. I Polen arbejder f.eks. masser af bygningsarbejdere fra Ukraine og Hviderusland, de fleste under helt ukontrollere vilkår.

Se mere om Verdensbankens rapport her. (brink)