Fogh lægger op til aflysning af afstemning

Mens endnu en meningsmåling viser, at danskerne vil høres om ny traktat, lægger statsministeren op til at aflyse folkeafstemning

– Statsministerens udtalelse betyder reelt, at regeringen ikke mener, der skal afholdes en folkeafstemning om den nye traktat, siger Marlene Wind.

Da folketinget i sidste uge diskuterede det nye forslag til EU-traktat ville regeringen ikke tage stilling til, om der var brug for en folkeafstemning, det var helt op til juristerne i Justitsministeriet, derfor vil regeringen vente på deres granskning og tage stilling til deres vurdering foreligger. Men en uge efter og dagen før de sidste forhandlinger i EU om traktaten, melder Fogh så ud på sin blog at, ” først og fremmest overfører reformtraktaten ikke suverænitet fra medlemslandene til EU.” Med den melding kommer han sine egne embedsmænd i forkøbet, Fogh kender svaret inden juristerne har haft næsen i traktaten.

Afmonterer diskussionen

Statsministeren forsøger med sin vurdering før tid at afmontere debatten om en folkeafstemning, det vurderer EU-eksperten Marlene Wind, lektor i international politik ved Københavns Universitet.

– Anders Fogh ønsker, at afmontere en debat, der på det seneste er kommet frem alle mulige steder fra. Senest har vi set Helle Thorning være ude at sige, at der muligvis alligevel skal være en folkeafstemning, siger hun til Berlingske Tidende.

Marlene Wind mener, at udmeldingen kan ses som et første skridt mod en reel aflysning af en folkeafstemning:

– Statsministerens udtalelse betyder reelt, at regeringen ikke mener, der skal afholdes en folkeafstemning om den nye traktat. Der er tale om en klar politisk udmelding, eller aflysning af en afstemning, om man vil. Han siger mellem linjerne, at ligegyldig hvor vigtig den her traktat er, så vil regeringen henholde sig til en ren juridisk afgørelse, som siger, at hvis der i Grundlovens forstand ikke er tale om suverænitetsafgivelse, så er der heller ikke grund til at spørge danskerne, siger Marlene Wind.

Store landes folk vil også høres

Samtidig med at EU-landenes ledere mødes i Lissabon for at gøre traktaten færdig viser en ny meningsmåling, at kravet om folkeafstemning breder sig i EU landene.

Vælgerne i fem af de store EU-lande ønsker en folkeafstemning om EU’s ny reformtraktat. Det er konklusionen på en meningsmåling i Financial Times torsdag.

I gennemsnit siger 70 procent af de adspurgte i Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Spanien og Italien, at de vil stemme om den ny traktat. 20 procent siger, at en folkeafstemning ikke er nødvendig, mens 10 procent ikke har taget stilling i spørgsmålet. (brink)