Politikerne sidder ikke og venter på befolkningens tanker om EU’s fremtid, de tier af taktiske årsager og ligger spor ud til en løsning uden generende folkeafstemninger, vurderer Ole Jensen, Fagbevægelsen mod Unionen
 |
|
– Måske får vi aldrig chancen igen til at få afklaret, om EU skal være et samarbejde mellem selvstændige nationer eller fortsat bevæge sig i føderalistisk retning, siger Ole Jensen. |
– Det er falsk varebetegnelse!
Så kort karakteriserer Ole Jensen, den såkaldte EU tænkepause, som angiveligt har stået på siden det franske og hollandske nej til EU forfatningen. Tænkepausen er dekreteret af EU lederne, og på topmødet for nylig blev tænkepausen forlænget med yderligere et par år.
Under slagord som ”Europa lytter” og ”Europa arbejder”, signalerer de europæiske statsledere, at de tager den voksende skepsis overfor EU-projektet alvorligt, samtidig med at de lover håndfaste resultater af samarbejdet.
– Men tænkepausen er ikke andet end et udtryk for, at de ansvarlige statsledere mener, det er politisk klogt tie med, hvad de mener, der skal ske indtil efter det franske præsidentvalg. De sidder ikke og venter på at høre, hvad befolkningerne har af tanker om samarbejdet i EU, siger Ole Jensen.
Han advarer mod, at fæste lid til de gode ”vejrudsigter”, som topmødet udfærdigede:
– Selvom det tordner og brager, så konstaterede topmødet at det går godt, og det er fint vejr. Der er ikke meget at hidse sig op over fra det rådsmøde. Tænkepausen betyder bare, at man ikke tager stilling. Man burde sige ærligt, at der ikke kommer nogen afgørelse før efter det franske valg, siger han.
I mellemtiden lægger politikerne nogle spor ud, mener Ole Jensen.
– De lægger op til, at man om et par år har nogle muligheder for at lave en løsning på forfatningsspørgsmålet, som ikke kræver folkeafstemninger, men som blot kan klares med politiske ”tilkendegivelser”, siger han.
Tænkepause uden afgørende debat
Erfaringerne fra det første års tænkepause er ikke opløftende, mener Ole Jensen.
– Den debat der trods alt har været i ”tænkepausen,” har ikke grundlæggende handlet om en ny traktat. Man har diskuteret en række temaer i ”Borgernes Dagsorden,” og i andre sammenhænge har der været mere generelle EU-spørgsmål til debat. Det kan alt sammen være interessant nok, men den grundlæggende diskussion om fremtidens samarbejde mangler, siger han.
– Måske får vi aldrig chancen igen til at få afklaret, om EU skal være et samarbejde mellem selvstændige nationer eller fortsat bevæge sig i føderalistisk retning. I dag er EU en uskøn blanding af begge dele.
Der er ifølge Ole Jensen sket et skred i holdningen til EU-samarbejdet:
– For få år siden var føderalist et fyord. Men i dag bekender flere og flere sig til et føderalt Europa. Den sammenblanding og glidende udvikling vi har mod et føderalt EU har skabt de mange konflikter og problemer, der er i samarbejdet. Derfor er der brug for at få afklaret, hvilken vej vi skal, siger han.
Den afklaring er afgørende for debatten om hvilken rolle de forskellige magtcentre i EU skal spille, mener han.
– Hvis det er et samarbejde mellem selvstændige nationer, er der så brug for et EU-parlament som konkurrent til folketinget? Og omvendt, hvis vi skal have en føderal stat, så må EU have et rigtigt parlament, og kommissionen må være en rigtig regering. Hvis det er den vej, så må vi afklare, om folketinget skal være en slags regionsråd, siger Ole Jensen.
Et af argumenterne for den ”føderalistiske vej” er, at det er sådan Europa bliver et modstykke til USA.
– EU spiller mere med end mod USA i dag. Den større enhed er ikke i sig selv en garanti for en selvstændig endsige progressiv optræden, vi har ikke gode erfaringer hidtil med EU som ”stormagt”. Det gælder f.eks. forhandlingerne i WTO. Spørgsmålet er om det er den rigtige vej. Måske kunne man finde en samarbejdsmodel mellem landene, hvor man i stedet for medløb med USA spillede på at styrke FN i stedet, siger Ole Jensen.
– Men så længe det ikke er afklaret, så står vi famlende overfor, hvad det er for forudsætninger vi egentlig diskutere på. En debat om det ville også afdække, hvor de enkelte medlemslande står, siger han. (brink)