Servicedirektiv light

Onsdag får Erhvervsministerens sandsynligvis sit mandat til at sige ja til Servicedirektivet. Men direktivet er lovsjusk på højt plan, og politikerne gambler med velfærden, mener Enhedslistens medlem af Europaudvalget, Rune Lund.

Når Europaudvalget onsdag giver Bendt Bendtsen mandat til at stemme for forslaget til Servicedirektiv, så ved de i virkeligheden ikke, hvad de siger ja til. EU-Kommissionens reviderede forslag til Servicedirektiv rejser mange uafklarede spørgsmål, som det i sidste ende bliver EF-Domstolen som afgør, mener Rune Lund. Direktivets skæbne afgøres på et ministerrådsmøde den 29. – 30. maj.

– Hvis Servicedirektivet vedtages som det ligger, så åbner det en ladeport for EF-domstolen til at fortolke reglerne. Og man skal ikke have meget erfaring med EU for at vide, at domstolen vil gøre sit for, at fortolkningen vil nærme sig det oprindelige forslag, siger Rune Lund.

Selvom det forhadte oprindelseslandsprincip er udeladt fra Kommissionens nye forslag, så er der blot tale om en light udgave af princippet, mener han.

– Direktivet er tåget og uklart, det er lovsjusk på højt plan. Det er til fare for velfærden, fordi det bliver op til domstolen at fortolke, hvad der falder inden for rammerne af direktivet, siger Rune Lund.

Ånden fra oprindelseslandsprincippet

Usikkerheden om hvilken lovgivning leverandører af tjenesteydelser egentlig skal følge er vokset, siden Kommissionen fremlagde sit forslag. Selvom princippet om, at virksomhederne blot skal følge hjemlandets regler er fjernet, så har højtstående embedsmænd i EU sagt, at direktivet bevidst ikke siger noget om, hvilket lands love, der skal følges.

Andre embedsmænd taler, ifølge Notat, om, at der er en ånd af oprindelseslandsprincippet bag forslaget.

– Selvom princippet er fjernet, så er det erstattet af fuld frihed til at levere ydelser på tværs af grænserne.

Ifølge direktiver er såkaldt ”ydelser af almen interesse” undtaget direktivet mens ”ydelser af almen økonomisk interesse” ikke er.

Det betyder, at alle de velfærdsydelser, hvor der er en vis egenbetaling kan falde ind under direktivet.

– Problemer er, at det er totalt uklart, hvor skillelinien mellem de to slags ydelser ligger. Og selvom politikerne siger, at landene selv beslutter, hvad der er hvad, så er det i sidste ende domstolen der afgør det. Det er inkompetence på højt niveau, man gambler med velfærden, siger Rune Lund.