Mens statslederne kortfattet konstaterer at det går godt med Lissabonstrategien har forskerne svært ved at måle effekten af EU’s beskæftigelsesstrategi
På sidste uges EU topmøde konstaterede stats- og regeringscheferne med tilfredshed at medlemslandene og Kommissionen ”agter energisk at forfølge Lissabon-strategien,” som det hedder i slutdokumentet fra topmødet.
EU har relanceret den såkaldte Lissabonstrategi, som skal gøre EU til den mest konkurrencedygtige og vidensbaserede økonomi i verden. Relanceringen sker efter at strategien ellers er blevet beskyldt for at være kørt af sporet.
Men topmødet var fuld af optimisme: ”Den genlancerede Lissabonstrategi er allerede blevet refokuseret på de spørgsmål, der har størst betydning for borgerne, nemlig beskæftigelse og vækst,” lyder det fra topmødet.
Blød regulering
| Se også | |
| FAOS Hjemmeside | |
EU beskæftigelsesstrategi er en underafdeling af Lissabonstrategien, som hører til EU’s såkaldte bløde reguleringsformer, hvor man i stedet for direktiver og lovgivning forsøger at samordne landenes politikker. EU parlamentariker Poul Nyrup har ofte peget på, at en samordnet indsats kunne kick-starte Europas økonomi, sådan som den danske regering gjorde med den danske i starten af 90’erne.
Der er bare ikke sket noget. Beskæftigelsesstrategien er underlagt den ”åbne koordinations metode”, hvor kodeordene er ”bedste praksis”, ”anbefalinger” og ”erfaringsudveksling.”
Beskæftigelsespolitik er nationale anliggender, så længe den ikke strider mod de indre markeds regler. Den åbne koordination betyder, at EU er henvist til anbefalinger og forslag, og dem har det ikke skortet på gennem årene. Det gennemgående i anbefalingerne til beskæftigelsespolitikken har været helt på linie med de økonomiske vismænd og senest velfærdskommissionens anbefalinger: En mindre ”generøs” dækning ved ledighed og senere tilbagetrækning. Også i EU systemet har man en tyrkertro på, at større udbud af arbejdskraft i sig selv skaber nye arbejdspladser.
Tvivlsom virkning
Men spørgsmålet er, om man overhovedet kan måle indflydelsen fra de mange rapporter og anbefalinger, som i årenes løb er kommet fra EU-systemet om beskæftigelsen?
Det er lektor Mikkel Mailand, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS), sociologisk institut Københavns Universitet, i gang med at forske i. På et seminar i sidste uge fremlagde han nogle af resultaterne.
Hans forskning viser, at det er meget vanskeligt at finde eksempler på, at beskæftigelsesstrategien og de anbefalinger, som gennem årene er givet, har spillet nogen større rolle for den politik medlemslandene har ført.
Strammere og slappere
Selvom beskæftigelsesstrategien har begrænset indflydelse på den reelle politik, så foregår der alligevel et politisk spil mellem landene om, hvordan den åbne koordination skal praktiseres.
Mikkel Mailand vurderer, at fra 2003 og frem er medlemsstaternes rolle i de ændringer, der er blevet foretaget i strategien blevet større. Samtidig er Kommissionens rolle er blevet stækket.
Der er sket en forenkling i strategien og samtidig er muligheden for at kritiserer lande, som ikke lever op til målsætningerne blevet svækket.
Diskussionerne er præget af strammer og slapper lande, hvor bl.a. Danmark og Storbritannien som ønsker mindst mulig detail styring, mens Kommissionen sammen med bl.a. Frankrig og Belgien arbejder for mere regulering og styring.
Mikkel Mailand konstaterede også, at arbejdsmarkedets parter kun spiller en beskeden rolle i udformningen af beskæftigelsespolitikken.
Svært at finde påvirkningen
Mikkel Mailand har undersøgt, hvordan beskæftigelsesstrategien konkret har påvirket den førte politik i Storbritannien, Polen, Danmark og Spanien.
– Det er svært at finde den store brede påvirkning fra beskæftigelsespolitikken. Den har dog været mere i nogle lande end andre, sagde han.
Når det gjaldt Storbritannien, var det svært at se nogen påvirkning overhovedet. Mens han i Danmark måtte ”lede med lys og lygte” for at finde spor. Dog blev en fremrykket aktivering af arbejdsløse nævnt som et delvist resultat fra EU politikken.
I Spanien har beskæftigelsesstrategien sat gang i et samarbejde mellem forskellige ministerier i landet, som der ikke var tradition for før, men altså ingen direkte indflydelse på politikken.
Måske har den bløde reguleringsform mest indflydelse på lande, som står overfor medlemskab af EU, eller lande hvor tilskud f.eks. fra socialfonden spiller en stor rolle.
– Der er eksempler på at embedsmænd har presset på de nye lande, for at få dem til at leve op til beskæftigelsesstrategien. Det er sket uofficielt men med henvisning til bevillingerne fra socialfonden eller til, at det ville gavne optagelsesforhandlingerne, sagde Mikkel Mailand.
Hvad som helst
Flemming Kühn Pedersen, Beskæftigelsesministeriet gav sin vurdering af den relancerede Lissabonstrategi.
– Fokus er på vækst og beskæftigelse, men i en noget bred forstand. Retningsliniernes brede formuleringer betyder, at stort set en hvilken som helst politik kan siges indeholdt i formuleringerne, sagde han i sit oplæg på seminaret.
En af svaghederne er, mente han, at de reformprogrammer, som landene skal udarbejde, dels er tilbageskuende og opsummere, hvad der er sket, og dels blot gentager de politikker, som landene allerede har vedtaget at sætte i gang. Det giver reformprogrammerne en karakter af uforpligtende fristil.
– Det er måske for stramt at kalde det kejserens nye klæder, men beskæftigelsesstrategien kan ikke gennemtvinge de forandringer, der skal til for at få økonomien til at vokse, sagde Flemming Kühn Pedersen.
Det er også så som så med det ”ejerskab” til strategien, som Kommissionen ellers har satset på skulle bære en relancering igennem:
– Kommissionen betragter det i sig selv som en succes, at alle medlemslande har udarbejdet en national reform plan, som nu er omdrejningspunktet i den relancerede strategi. Det må siges at være et beskedent succes-kriterium, sagde Flemming Kühn Pedersen. (brink)