Er det i orden at stille krav om, at arbejdet skal laves til overenskomstmæssig løn, når det offentlige udbyder et byggeri? Det spørgsmål skal EF-Domstolen snart tage stilling til. Dermed lander endnu en principiel sag om arbejdsret og underbetaling på EF-Domstolens bord. Sagen stiller spørgsmålstegn ved om FN’s arbejdsorganisation, ILOs konvention er en ”barriere” for den fri bevægelighed
|
Kilde: Artiklen bygger på en gennemgang som EFS, den europæiske faglige sammenslutning har lavet af sagen |
|
Den aktuelle sag handler om et polsk byggefirma, som var underentreprenør på en offentlig byggeopgave i Hannover i delstaten Niedersachsen. Ifølge delstatens love skal man ved offentligt udbud kun modtage tilbud fra firmaer, som skriftligt kan garantere, at dem der skal lave arbejdet bliver betalt efter gældende overenskomst.
Den tyske hovenentreprenør brugte et polsk firma i en underentreprise. Det polske firma betalte sine folk 50 procent af overenskomstens minimalløn. Da det blev opdaget, blev firmaet pålagt strafafgift for aftalebrud. Sagen endte hos en delstatsdomstol, som nu har sendt den videre til EF-domstolen.
Det polske firma forsøger at få medhold i, at de tyske krav er i strid med EU-reglerne om fri bevægelighed.
Lønkonkurrence
Svensk LO’s chefjurist finder det helt urimeligt, hvis EF-domstolen når frem til, at Niedersachsens love er i strid med EU krav om fri bevægelighed.
– Den tyske domstol antyder selv i sine overvejelser, at alle regler, som fordyrer arbejdskraften, kan være en hindring for den fri bevægelighed. En sådan tolkning er fuldstændig urimelig og fører, til at lønkonkurrence bliver tilladt i EU, siger han til Europortalen.
Hvis EF-domstolen underkender de tyske regler, så er det bla. ifølge svensk LO i strid med ILO konvention 94, som taler om, at visse offentlige kontrakter skal indeholde klausuler, som sikre de ansatte løn og arbejdsvilkår der svarer til områdets.
Sagen føjer sig til de verserende arbejdsretssager Vaksholm og Viking, som er optaget til dom ved EF-domstolen.
I denne sag er fokus på spørgsmålet, om man med et krav om overenskomstmæssig løn fratager en udenlandsk virksomhed muligheden for at konkurrere – netop på en lavere løn om offentlige kontrakter.
Selvom Tyskland ikke har underskrevet ILO konventionen, så er konventionen alligevel i spil, fordi en dom, der forbyder offentlige klausuler om lønforhold, vil rejse spørgsmålet om det er FNs konvention eller EU-retten, som har forrang. De fleste medlemslande har tiltrådt ILO-konventionen. Den danske beskæftigelsesminister har tidligere sagt, at konventionen for Danmarks vedkommende har forrang for EU-retten, fordi vi tiltrådte den før medlemskabet af EU.
Domstolens overvejelser
|
Spørgsmålet: Er det en ulovlig begrænsning af friheden til at levere tjenesteydelser ifølge EU-traktaten, at en offentlig udbyder er forpligtet til kun at acceptere tilbud fra virksomheder, som forpligter sig til at betale deres ansatte lønninger ”som mindst er på niveau med lønninger som er forudsat i de kollektive overenskomster som gælder der, hvor arbejdet udføres. Sådan lyder spørgsmålet i endnu en alvorlig sag for fagbevægelsen, som lige nu verserer ved EF-domstolen. |
|
Appeldomstolen beder EF-dommerne om at udrede forholdet mellem EU retten og Nidedersachsen lov om krav til udbud.
Den spørger om den skal afvise den lokale lov, fordi den strider mod artikel 49 i EU-traktaten om retten frit til at levere tjenesteydelser.
Et af appelrettens argumenter, som de fremfører for EF-domstolen er, at det offentliges krav om overenskomstmæssig løn, forhindrer udenlandske virksomheder i at konkurrerer på basis af lavere lønninger.
Kravet om at betale efter tysk overenskomst har, som retten ser det, som konsekvens, at udenlandske entreprenører bliver nød til at hæve lønningerne, da det tyske lønniveau i de fleste tilfælde er højere. Dermed mister de konkurrencefordelen ved lavere løn, og det kan forhindre dem i at komme ind på markedet. Derfor er kravet til virksomhederne en ulovlig barriere i strid med EU-retten
Appeldomstolen peger også på, at kravet om løn efter gældende overenskomst fører til, at der skal betales mere end den officielle minimumsløn, som betales på området.
Sagen kompliceres af, at der dels findes en byggeoverenskomst med forskellige satser for ufaglærte og faglærte arbejdere, og samtidig er der en lov om mindstelønninger. Det fremgår ikke af sagen, om de polske arbejdere var faglærte eller ufaglærte.
EU-traktaten tillader begrænsninger for den fri bevægelighed, hvis det er nødvendig for at sikre vitale samfundsmæssige interesser. Arbejderbeskyttelse kan i princippet godt falde ind under den undtagelse for den fri bevægelighed, mener den tyske domstol. Men det kan diskuteres om et pålæg om at betale en bestemt løn er af en sådan afgørende interesse, fordi loven beskytter tyske entreprenører mod fremmed konkurrence, mener de
Tysk uenighed
Domstolen henviser til, at sagen bliver vurderet forskelligt i Tyskland. Der er et flertal (hvordan det så er talt op) som taler for, at den tyske lov er en barriere for den fri bevægelighed. Flertallet mener, ifølge dommerne, at man højst kan kræve, at det er de lovfæstede minimumslønninger, der skal gælde. Flertallet mener endog, at pligten til at følge overenskomsten er diskriminerende for de udenlandske arbejdere, fordi deres arbejdsgivere forhindres i at bruge deres lave løn i konkurrencen. Dermed udelukkes de fra arbejdet. Den tyske domstol hælder mest mod flertallets opfattelse, men det er nu op til EF-domstolen at afgøre. Der foreligger endnu intet om, hvornår sagen behandles. (brink)