Misbrug af østarbejdere ikke kun fagbevægelsen problem

– Fagbevægelsen stiller gerne alle ressourcer til rådighed i bekæmpelse af misbruget af udenlandsk arbejdskraft, men vi magter ikke opgaven alene, siger Hans Halvorsen, formand for LO Århus.

TV2-programmet Operation X dokumenterede i en udsendelse den 23. november de uhyrlige forhold for østarbejdere i Danmark: Arbejdsdage på ti timer til en timeløn på 30 kroner, ti personer stuvet sammen i en lejlighed. Østarbejdere som tvinges til at betale en husleje på 14.000 kroner for en toværelseslejlighed i en lille landsby i Jylland. Udsendelsen tegnede et billede af østarbejdere, der i 2006 arbejder og bor under slavelignende forhold i Danmark.

Værre i virkeligheden

– Det er en tankevækkende udsendelse, men den tegner langt fra et reelt billede af problemets omfang. Det er langt værre i virkeligheden – især inden for byggeriet, hvor østarbejderne f.eks. bor direkte på arbejdspladsen. Det er heller ikke alene fagbevægelsens tandpine, som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen antyder. Det er i lige så høj grad de forskellige myndigheders og arbejdsgivernes ansvar, siger Hans Halvorsen. 

– Hvis fagbevægelsen skal have bedre muligheder for at gøre en indsats over for misbruget af illegal arbejdskraft, så er det også nødvendigt, at fagbevægelsens repræsentanter har uhindret adgang til arbejdspladserne, samt at vi får mulighed for at kræve dokumentation, siger Hans Halvorsen.    

En meter foran tsunamien

LO Århus’ udvalg mod misbrug af udenlandsk arbejdskraft, koordinerer fagforeningernes indsats mod udnyttelsen af østkollegerne.

– Ud over de umenneskelige forhold som handler om løn, arbejdsvikår og boligforhold, så finder vi også udbredt svindel og humbug. Der er skattesnyd og der bruges rene mafiametoder inden for den illegale brug af udenlandsk arbejdskraft. Og problemet er stigende, siger formanden for udvalget, Hans Rasmussen.

– Vi føler, at vi i øjeblikket løber en meter foran en tsunami. Fagbevægelsen har ikke de nødvendige beføjelser til at gribe ind. Vi kan ikke forlange dokumentation fra arbejdsgiverne. Og politiet siger til os, at de ikke har ressourcer til at behandle alle vores anmeldelser. Det tager ualmindelig lang tid at få svar fra Udlændingestyrelsen. Vi hører ikke resultaterne af vores anmeldelser til Skat, skønt vi dog ved, at de undersøger sagerne. Arbejdstilsynet vil kun rykke ud, hvis der direkte er fare for liv og helbred, siger han.
– Ingen myndigheder vil tage ansvar, når der mangler de mest basale velfærdsforanstaltninger, eller hvis de udenlandske kollegaer bor under usle forhold på byggepladsen. Vi kunne også ønske, at Dansk Byggeri ville gå mere aktiv ind i arbejdet for at sikre, at udenlandske firmaer ikke underbyder dansk arbejdskraft, siger Hans Rasmussen. (brink)