EF-domstolens begrænsning af de faglige kampmuligheder er ikke kun en sag for bygningsarbejdere og folk i den private sektor. De offentlig ansattes europæiske sammenslutning EPSU krævede på sin kongres i juni at EU nu giver de faglige rettigheders forrang for det indre markeds friheder.
EPSU er paraplyorganisation for godt 200 forbund og fagforeninger i Europa og repræsenterer omkring 8 millioner offentligt ansatte.
På kongressen var der hug til EF-domstolens indgreb mod de faglige rettigheder og dens indskrænkning af fagbevægelsens muligheder for at bekæmpe social dumping.
EPSU stillede sig bag den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS’ krav om en social protokol som en del af EU’s grundlov, og de kræver udstationeringsdirektivet ændret, så det bliver muligt at kræve bedre vilkår for udenlandske arbejdere, end de minimumsgarantier, som direktivet foreskriver i dag.
De offentligt ansatte gør det klart, at de vil modsætte sig enhver yderligere udvikling af det indre marked og yderligere integration af EU, så længe der ikke er skabt en løsning på de indskrænkninger, som EF-domstolens domme i Vaxholmsagen og tre andre sager har skabt:
Kongressen opfordrer sine medlemmer til at kæmpe for ”social retfærdighed og respekt for fagbevægelsen og menneskerettigheder i Europa, og for at de princippet genspejles i EU’s traktater. EF-domstolens seneste domme har vist, ikke der ikke er tilstrækkelig anerkendelse af arbejderrettigheder i EU-retten. Fagforeninger har ikke lov til at forsvare deres medlemmers interesser og forhindre social dumping, og kæmpe for lige vilkår for migrantarbejdere og lokale. EPSU vil kæmpe for at de relevante ILO-konventioner bliver en del af politikken for et socialt Europa,” hedder det i en udtalelse fra kongressen, som direkte advarer både EU-kommissionen og Ministerrådet mod at misbruge det indre marked og konkurrencereglerne til at begrænse de faglige rettigheder og nedgradere sociale mål til anden række.
Så længe der ikke er præsenteret en reel social dagsorden som kan bringe det ”sociale Europa” videre vil EPSU modsætte sig enhver yderligere udvikling af det indre marked og EU integration, lyder advarslen fra de offentlig ansattes repræsentanter. (brink)






