EU-kommission har styrepinden i EU og den vil gerne se sig selv som ”fortrop i styringen af globaliseringen”
Kommissionen består af en kommissær fra hver af de pt. 27 medlemslande, dens formand vælges af ministerrådet (regeringscheferne) og godkendes af EU-parlamentet.
I EU-kommissionens bygning i Bruxelles samles i en vis forstand hele magten i Unionen. Kommissionen er på en gang lovgivende, udøvende og i visse tilfælde endog dømmende.
”Kommissionen kan f.eks. idømme de værste lovovertrædere, som manipulerer markeder for at fastholde høje priser – og fortjenester, bøder på hundreder af millioner euro”, som det hedder i Kommissionens eget præsentationsskrift ”På arbejde for Europas borgere”.
Monopol på initiativet
Kommissionens hovedrolle i Unionen hænger sammen med, at den har monopol på at tage initiativer. Det betyder ikke at, såvel regeringer som parlament eller lobbyister ikke kan rejse byger af forslag til, hvad der bør gøres. Men i sidste ende er det altid Kommissionen, som suverænt afgør, om der skal tages initiativer til nye EU-regler eller ændringer af bestående.
Et eksempel er parlamentet krav om at ændre udstationeringsdirektivet, så udstationerede arbejdere sikres lige vilkår med værtslandets, uden at det har fået kommissionen til at handle – tværtimod.
Kommissionens forslag skal godkendes af ministerrådet ofte i samarbejde med parlamentet. Men den grundlæggende magt til at stille forslag ligger fast hos kommissionen.
Faglig mobilisering nytter
Forslagene fra Kommissionen udløser ind imellem både debat og politisk mobilisering. Ind imellem forkaster parlamentet faktisk kommissionens forslag, det kan som sagt ikke bare vedtage noget andet men kun enten indgå kompromis eller helt forkaste. Det skete sidste år med et forslag om et nyt direktiv om arbejdstid. Tidligere er det også sket med kommissionens forslag til et havnedirektiv, som ville have trukket tæppet væk under havnearbejdernes job i Europa.
I begge tilfælde spillede faglig mobilisering på tværs af grænserne en afgørende rolle for, at parlamentet afviste direktiverne.
Den store regelgiver
Men den største bunke af EU-regler vedtages stort set uden offentlig omtale. 80 procent af reglerne bliver vedtaget af Kommissionen selv efter høring eller godkendelse i et utal af komiteer og udvalg under kommissionen. Systemet rækker fra komiteer og udvalg som handler om alt, hvad hjertet begærer: Fra menneskerettigheder til ”Det Stående Udvalg for Tilnærmelse af Medlemsstaternes Lovgivning om Elevatorer.” Det er i en af de komiteer, man igen har tilladt at agurker må krumme. Der findes omkring 250 forskellige komiteer.
Den enorme mængde af forskrifter, som flyder fra kommissionen spiller selvfølgelig en rolle for f.eks. erhvervslivet. Derfor er Bruxelles blevet et mekka for lobbyister, som forsøger at påvirke EU-reglerne. Det er anslået, at der ”arbejder” omkring 15.000 lobbyister i byen, hvoraf kun en tiendedel har ladet sig registrere.
Komitesystemet og dets procedurer er en videnskab for sig, kaldet ”kometologi”. Se mere hos eu-oplysningen http://www.eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/a92c453b/baggrund4.pdf
80.000 sider eller mere
EU’s samlede regelsæt kaldes ”acquis communautaire”, det er et nøglebegreb hver gang Unionen udvides, fordi de nye lande skal gennemføre hele regelsættet. Det anslås almindeligvis, at der er tale om 80.000 siders lovsamling. Tænketanken ”Open Europe” har talt sig frem til, at der nærmere er tale om 170.000 siders regelværk.
Kommissionen har et embedsværk på ca. 30.000, hvoraf de fleste arbejder i Bruxelles, mens en mindre afdeling er stationeret i Luxembourg. Udover det har Kommissionen kontorer i alle medlemslande og har delegationer placeret i mere end 100 andre lande.
Det årlige EU-budget er genstand for stor opmærksomhed. Budgettet beløber sig til 133,8 mia. euro i 2009 svarende til ca. 997 mia. kroner. Budgettes andel af EU’s samlede bruttonationalindkomst (BNI) udgør ca. 1,03 procent. Det er kommissionen som har ansvaret for, at pengene bliver brugt korrekt. Gennem årene har der været flere sager om korruption i apparatet og svindel med EU’s støttekroner.
Vogternes råd
Kommissionen bliver kærligt kaldt traktatens vogter. Det er kommissionens opgave at overvåge, at EU reglerne bliver overholdt. Hvis et land ikke overholder traktaten, så sender Kommissionen i første omgang en såkaldt åbningsskrivelse, der påpeger overtrædelsen. Hvis landet ikke retter ind, så ender sagen ved EF-domstolen. Som afgør om der er tale om traktatbrud.
Ikke mindst når det gælder det indre marked, er kommissionen på tæerne for at fjerne ”barrierer” for den frie bevægelighed. For som Kommissionsformand Barroso sagde, da han blev valgt til en ny periode i september 2009: ”Kommissionen vil være en kompromisløs forsvarer af det indre marked som en hjørnesten i traktaterne og vil gøre alt der står i dens magt for at forsvare det indre marked.”
Siden østudvidelsen har Kommissionen flere gange grebet aktivt ind i sager, hvor fagbevægelsen muligheder for at bekæmpe social dumping har været på spil. I den svenske Vaxholmsag fulgte EF-domstolen stort set Kommissionens argumenter i sagen og dømte de svenske bygningsarbejderes blokade ulovlig. Sagen var anlagt af det lettiske firma, som blev blokeret, men kommissionen og en række lande havde lejlighed til at fremlægge deres synspunkter for EF-domstolen.
Det var Kommissionen selv, som indklagede Luxembourg og fik landet dømt ved EF-domstolen, fordi landet pålagde alle arbejdsgivere i landet at følge landets overenskomster.Se mere om dommen
Arbejdsmarked og indre marked
For fagbevægelsen er der især to kommissærer og deres kontorer (kaldet generaldirektorater) som er værd at holde øje med.
Det er kommissæren med ansvar for ”Beskæftigelse, sociale anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og ligestilling” og kommissæren for konkurrence, det er her kuglerne støbes til at fjerne enhver hindring for den fri bevægelse for arbejdskraft, varer, kapital og serviceydelser.
