Overenskomst til polakker i Trekronergade

Efter måneders konflikt indgik bygherren endelig overenskomst for de polske arbejdere på byggeriet i Trekronergade

Efter måneders konflikt og et par dages forhandlinger blev der endelig skrevet under på overenskomster, som sikrer de polske arbejdere danske vilkår på byggeriet i Trekronergade. Forinden var gået fire ugers lovlig varerblokade af byggepladsen, som betød at ingen organiserede lønmodtagere måtte bringe varer til pladsen. Undervejs har politiet gentagne gange grebet ind over for blokadevagterne for at gelejde de polske arbejdere ind på byggepladsen.
Onsdag indgik Bygherren Trekroner Penthouses Aps så endelig overenskomst med TIB, samtidig skrev den polske underentreprenør Tomis under på overenskomst med 3F.
Arbejdsgiverforeningen Dansk Byggeri lagde ring til forhandlingerne og fungerede som mægler.
– Vi har fået de aftaler, som vi er gået efter. Aftalerne indeholder alle punkter, vi har krævet fra a til z, siger Jesper Weihe, formand for byggegruppen i 3F Bygge- Jord og Miljøarbejdernes Fagforening.

Sammenholdet afgørende

– Trekronerkonflikten var vigtig, fordi det handlede om at få et udenlandsk firma til at tegne en overenskomst, som dækkede alle fag, siger formanden for Byggefagenes Samvirke i København, Anders Olesen.
– Den blev vundet på grund af sammenholdet i byggefagene og opbakningen fra den øvrige fagbevægelse. Det viser, at vi har styrken til at fastholde den danske model, siger han
– Det er lykkedes undervejs at få understreget, at det handler om at arbejdet skal foregå på ens vilkår. Vi er ikke ude på at holde udenlandske arbejdere eller firmaer ude. Det budskab er der opbakning til i befolkningen, siger han.
Forløbet har også åbnet for et fornyet samarbejde med arbejdsgiverforeningen.
– Vi er kommet tættere på Dansk Byggeri i det her forløb, og det sætter vi stor pris på, siger Anders Olesen. 
Og så glæder han sig over, at det polske firma har sagt ja tak til at deltage i det kursusforløb om den danske model, som Malernes Fagforening i København står for sammen med Malerlauget.
– Det polske firma har sagt ja tak til vores tilbud om et kursus i den danske model. Så både ledelse og svende kommer med i projektet, siger han.
– Risikerer I ikke, at polakkerne forsvinder ud af landet uden at have overholdt overenskomsten, og uden mulighed for at komme efter dem med Arbejdsretten?– Nej, dels har vi indbygget alle de kontrolmuligheder, man kan tænke sig i forhold til lønsedler, pensiondele, ferie osv. Samtidig har vi tiltrædelsesoverenskomst med de danske bygherre, så de kan ikke smutte. Det er en 100 procents succes, siger Anders Olesen. (brink)