EU borgere stilles bedre end danskere

Mens danskere der har været i udlandet mere end et år spises af med starthjælp, kan EU-borgere efter tre måneder i landet få fuld kontanthjælp.

Det er uacceptabelt at borgere i fuldstændig samme situation behandles forskelligt, mener EL arbejdsmarkedsordfører, som har kaldt ministeren i samråd.
Onsdag 3. juni skal beskæftigelsesminister Inger Støjberg forsøge at forklare Arbejdsmarkedsudvalget, hvorfor EU-borgere stilles bedre end danskere, når det gælder retten til kontanthjælp.
For situationen er, at mens EU-borgere, der har arbejdet i Danmark i tre måneder, har ret til fuld kontanthjælp, så har danskere der har været i udlandet mere end et år inden for de sidste otte år kun ret til starthjælp, hvis de får brug for kontanthjælp.
Det er ske for mere end 1000 danskere, viser ny rapport fra CASA.
Arbejdsmarkedsudvalget vil gerne have at vide, hvad begrundelsen for forskelsbehandlingen er. Ministeren skal også forklare om, forskelsbehandlingen strider mod både danske og internationale forbud mod forskelsbehandling.
– Det er absurd at to borgere i samme situation behandles så forskelligt, blot fordi den ene er fra et andet EU land og den anden er dansker. Det hører ikke hjemme i et demokrati, og konsekvensen må være at starthjælpen afskaffes, så alle borgere får adgang til den fulde kontanthjælp, siger Line Barfoed.
Hun minder om, at argumentet for at starthjælpen også skulle omfatte danskere var at undgå forskelsbehandling.
– Starthjælpen skulle jo ramme indvandrere og flygtninge, men man blev tvunget til at lade den omfatte alle. Nu viser det sig, at der alligevel forskelsbehandles, bare mellem borgere fra andre EU-lande og danskere, og holder det argument ikke, siger hun. 
– Det er meget kringlet lovgivning, men for den borger det rammer et det koldt og kontant, det drejer sig om en forskel på mellem 2000 og 3000 kr. om måneden, siger Line Barfoed.
Hvis ministeren på baggrund af samrådet ikke vil fjerne starthjælpen, vil Line Barfoed have undersøgt, om det er juridisk holdbart.
– Det er jo ikke første gang vi ser lovgivning fra Beskæftigelsesministeriet, som viser sig at være ulovlig, siger hun. (brink)