EU-topmøde skal give Irland garantier uden at ændre noget i Lissabontraktaten
På EU-topmødet torsdag fredag i Bruxelles skal stats- og regeringscheferne give de indrømmelser til Irland, som kan retfærdiggøre en ny folkeafstemning om Lissabontraktaten. Men ifølge kilder i EU-systemet, så lå der fredag endnu ingen færdig tekst.
Kunststykket går på at imødekomme Irland på de områder, de selv har peget på, som årsager til det irske nej til traktaten, her i blandt spørgsmålet om de faglige rettigheder – uden samtidig at åbne diskussionen om Lissabontraktaten i de medlemslande, som allerede har godkendt den.
– Det er vanskeligt, garantierne skal formuleres så de giver irlænderne tryghed, men samtidig overbeviser os andre om, at de ikke betyder at nogen skal ændre traktaten i dag eller i morgen, som den svenske EU-minister Malmström formulerer dilemmaet.
Den irske regering vil have garantier for at landet kan beholde sin EU-kommissær, og garantier for at EU ikke vil blande sig i skattepolitik og abortspøgsmålet. Og så har den stillet krav om garantier for de faglige rettigheder.
Men det vil være vanskeligt for topmødet at give juridisk bindende garantier og samtidig påstå, at Lissabontraktaten er den samme, som allerede er godkendt i de fleste lande.
Spekulationerne går på, at topmødet vedtager en hensigtserklæring om at de irske garantier skal med, næste gang, der skal ændres i traktaten, f.eks. når/hvis Kroatien optages i EU.
Social protokol
Den irske fagbevægelse har peget på, at nej’et var båret af frygten for, at de faglige rettigheder bliver undergravet. Også i Irland har EF-domstolens afgørelser i bl.a. Vaxholmsagen givet genlyd. Og irske fagforeninger har på linje med Den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS krævet en bindende social protokol i tillæg til traktaten. Protokollen skal udtrykkeligt stille de faglige rettigheder over de indre marked.
EFS har gentaget kravet op til topmødet og krævet at EU-toppen nu handler på fagbevægelsens bekymring for at de faglige rettigheder undergraves af EF-domstolens afgørelser.
Den bindende sociale protokol, skal sætte EF-domstolen ”på plads” og stoppe dens kriminalisering af fagbevægelsens forsøg på at stoppe social dumping, som det var tilfældet i Vaxholm-sagen.
EFS’ generalsekretær John Monks har op til topmødet skrevet direkte til de 27 stats og regeringschefer og opfordret dem til at gøre en social protokol til en del af løsningen på ”det irske problem”. (brink)






