Blokade og dialog går i hånd i hånd

Samtidig med at sympatiblokade virker er der gang i positiv dialog med bygherre i Agustagade-konflikten

Det meste af december har renoveringen af ejendommen Auguastagade 12 været blokeret af Malernes Fagforening fulgt op af sympatiblokade fra LO, som netop har betyder at El-forbundet, har fået trukket er dansk elektrikerfirma ud fra byggepladsen.

Malernes Fagforening blokerer fordi de vil have arbejdet omfattet af en overenskomst.
Hele ejendommen bliver renoveret af omkring 25 polske arbejdere, som ifølge malernes fagforening, går for en løn på typisk 40 kr. i timen.
Bygherren, Søren Impgaard Nielsen er en af de store spillere på ejendomsmarkedet og samtidig et centralt hovedbestyrelsesmedlem i Ejendomsforeningen Danmark, som er en magtfuld erhvervsorganisation for ejere, udlejere og administratorer af fast ejendom

Tirsdag var der dialog mellem Malernes fagforening Storkøbenhavn og bygherren i Augustagade, Søren Impgaard Nielsen. Det skete under medvirken af Ejendomsforeningen.
Det er aftalt, at denne dialog fortsættes med henblik på at finde en løsning på konflikten.

Mødet er kommet i stand efter at Malernes Fagforening tidligere har mødtes med Ejendomsforeningen. Malerne er foruroliget over, at et ledende medlem af Ejendomsforeningen bruger polske håndværkere, som ikke er dækket af danske overenskomster.

Positive signaler

– Vi er i en paradoksal situation, hvor vi på den ene side har en positiv dialog om en løsning af konflikten, samtidig med at vi har en benhård faglig kamp, som har vist sig at være effektiv, siger formanden for Malerne i København, Bo Rosschou.

– Det er meget positivt, at det har været muligt at få en dialog. Hvis vi kan få styr på den aktuelle konflikt, så åbner der sig muligheder for en yderligere dialog med Ejendomsforeningen. Det åbner for nogle nye muligheder, fordi foreningen er en afgørende spiller på markedet, siger han. (brink)