Regeringen vil ikke gribe ind mod social dumping i transportbranchen. Nye EU-regler griber ikke ind mod underbetaling, men transportministeren ”følger området nøje”, og EU vil se på reglerne i 2013
– Vi kan lukke grænsen af og bygge voldgrave om Danmark. Nu får vi klare regler for alle EU lande, og det vil effektivt begrænse muligheden for social dumping, sagde Transportminister Lars Barfoed, under Trafikudvalgets samråd i sidste uge.
Enhedslisten Per Clausen havde kaldt justits- og trafikministeren i samrådet. Han ville vide, hvad ministrene ville gøre for at stoppe den sociale dumping, som presser danske chauffører på deres job og på deres lønvilkår.
De nye EU-regler om carbotagekørsel skal angiveligt gøre det lettere at kontrollere, at reglerne bliver overholdet. Carbotagekørsel handler på godt dansk om, at udenlandske lastbiler, som er på vej hjem med tomt lad, kan fylde vognen på hjemturen. F.eks. kan en tysk lastbil på vej hjem snuppe et læs i Frederikshavn og smide det i Kolding, når han alligevel skal den vej.
Men som tidligere omtalt så har carbotagekørslen, ifølge chaufførerne, udviklet sig til en direkte trussel mod de danske chaufførers overenskomster og job.
(Se: Chauffører ryster på hovedet af nye EU-regler),
Store danske vognmænd åbner filialer syd for grænsen og kører carbotagekørsel i Danmark med udenlandske chauffører, som kører for langt mindre end overenskomsten.
De nye regler betyder at en udenlandsk lastbil må køre tre ture på syv dage i et andet EU land, derefter skal lastbilen skal returnere til sit hjemland, inden en ny omgang. De nye regler ventes at træde i kraft til foråret.
Ringe kontrol
Justitsminister Brian Mikkelsen forsikrede under samrådet at området er højt prioriteret hos politiet. Han oplyste, at antallet af kontroller med tunge vogne er stigende. Men samtidig fremgår det af et svar til trafikudvalget, at der i 2008 og de første tre måneder af i år er modtaget i alt tre anmeldelser om ulovlig carbotagekørsel. En sag er ikke afgjort endnu en anden efterforskes stadig mens en er afgjort med bøde.
Formanden for Chaufførerne i Esbjerg, Kurt Friedrichsen efterlyser netop kontrol:
– EU glemte det vigtigste, da de lavede de ny regler, det handler om kontrollen. Der er ikke et system, som gør det muligt at kontrollere, om en bil har været ude af landet. Da jeg selv kørte fik vi et stempel i en bog, hver gang vi krydsede en grænse. I dag er det ikke muligt at bevise, om en bil har været ude af landet, sagde han tidligere til eufagligt.dk
Spørgsmålet er, hvordan man kan sikre sig, at udenlandske lastvogne ikke permanent kører ”carbotagekørsel” i Danmark.
Jens Christian Lund, (S) borede også i spørgsmålet om kontrol med carbotagekørsel.
– Det er svært at forstå, hvordan man vil kontrollere carbotagekørslen, når man kun har fartskriveren at kigge på. Det er svært at kontrollere i det virkelige liv, sagde han. Uden dog at få svar på, hvordan politiet vil gribe det an.
Ingen mulighed for at gribe ind
Per Clausen ville have Trafikministeren til at bekræfte, at reglerne om EU-reglerne om carbortagekørsel ikke giver mulighed for at gribe ind mod social dumping.
– Det er rigtigt, at reglerne ikke blander sig i lønniveauet, men det gælder overalt i EU’s indre marked. Og så må man trække andre konkurrenceparametre frem, sagde Lars Barfoed og pegede på det danske uddannelsesniveau og effektivitet som modvægt mod lavere udenlandske lønninger.
– Det er ærgerligt at ministeren bagatelliserer social dumping og at der ingen vilje er til at bekæmpe den. Hvis der ikke bliver gjort noget, så må vi se i øjnene at i løbet af 10 år vil vi se dårligere lønninger for chauffører i Danmark, sagde Per Clausen.
Enhedslisten mener, at chauffører, der kører i Danmark, skal være omfattet af danske overenskomster.
– I dag er det jo sådan, at vognmænd skal følge overenskomsten, hvis de skal have en kørertilladelse. Det kunne man også kræve af udenlandske vognmænd, som kører her, sagde han.
Det afviste Lars Barfoed på det bestemteste:
– Essensen er at vi er uenige om fornuften i EU’s indre marked. Regeringen vil have det, det betyder grænseoverskridende kørsel, hvor lønniveauet er et parameter. Vi må så bare trække andre parametre frem, sagde han.
De nye EU-regler og en vejledning fra trafikministeriet om samme ventes klar i foråret. Inden vejledningen er færdigskrevet vil Lars Barfoed drøfte den med erhvervet og de faglige organisationer. I EU har man aftalt at evaluerer reglerne i 2013.(brink)






