Topløst topmøde

EU’s sociale topmøde i Prag om beskæftigelsen er uden toppolitikere

Se også

  • LO bakker op om flere og bedre koordinerede vækstpakker i EU-regi. Samtidig ønsker LO EU-handling på en række andre områder. Alt i alt har LO otte prioriteter for, hvordan der på kort og langt sigte kan skabes mere vækst og beskæftigelse i EU.

    Se hele LO’s udspil.

  • På det sociale topmøde 7. Maj står de mange tabte jobs i EU landene står øverst på dagsordenen. Det forsikrer EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso.
    Han ser topmødet som ”endnu en milepæl i en igangværende proces, der begyndte lang tid før krisen – en proces med samarbejde mellem kommissionen, medlemslandene og de sociale partnere – som vil fortsætte under krisen og bagefter”.
    Men det er et topmøde uden top, EU-landenes toppolitikere har ikke lyst til at stille op til et højprofileret møde om arbejdsløsheden. EU har nu rundet de 20 millioner ledige.

    På mødet i Prag får den Europæiske Faglige Sammenslutning og deres arbejdsgivermodpart lejlighed til at diskuterer krisen med Barroso selv, desuden deltager det tjekkiske formandskab og Sverige som kommen formand.
    Det har fået formanden for euro-landene, Jean-Claude Juncker, til at lange ud efter regeringscheferne.

    – Det er meget ærgerligt, at det sociale topmøde i Prag 7. maj kommer til at foregå i et reduceret format. Selv om vi ikke har mange idéer på nuværende tidspunkt, betyder det ikke, at vi ikke burde sætte os ned for at takle problemerne«, siger han ifølge internetavisen, EUobserver.

    Claus Hjort afviser at den danske regering burde deltage, han er ”fuldt tilfreds med den form, som mødet finder sted på”. Efter et finansministermøde i denne uge i EU, afviste han de dystre spådomme i EU-kommissionens seneste prognose for krisens udvikling. I stedet glædede han sig over, at Danmark stod bedre end de fleste andre lande. Og så slog finansministeren et slag for dansk uafhængighed af EU:
    – EU må erkende, at der er forskellige arbejdsmarkedsmodeller. Vi må arbejde for, at vi kan bevare vor fleksibilitet, sagde Claus Hjort Frederiksen ifølge fagligt.eu efter mødet.

    På mødet i Prag vil EFS kræve en ny social deal, men kravet får næppe den store genklang i EU-systemet.
    – Det er et spil for galleriet. Det her er en nedvurdering af spørgsmålet om beskæftigelsen. Det er kun et formiddags-møde, som ikke fører til noget, siger lederen af svensk fagbevægelses kontor i Bruxelles, Tommy Svensson.

    Sviger de arbejdsløse

    LO mener, at Claus Hjorts meldinger svigter de arbejdsløse. Der er brug for nye store og koordinerede vækstpakker i EU-regi, mener LO’s formand, Harald Børsting:

    – Når vi i Danmark har valgt at være en del af EU, skal vi da også benytte os af de muligheder, det giver. Vi er midt i den største krise i årtier. Det kan vi ikke løse i Danmark alene. Det er naivt at tro, at en international krise kan løses nationalt. De danske politikere kan gøre meget, men hvis det virkelig skal batte noget, så skal vi samarbejde med de andre EU-lande, siger han.

    – Over hele EU stiger arbejdsløsheden. Rundt om i alle hovedstæderne sidder der politikere og prøver at slukke den økonomiske ildebrand, vi er midt i. Hvis de i stedet arbejdede sammen om at finde en løsning, vil det i sig selv skabe op til 360.000 job, siger han med henvisning til nye tal, som ifølge LO viser, at effekten af en koordineret indsats i EU er langt større end hvis landene handler hver for sig.

    – Jeg er skuffet over, at ministeren bare har sat sig tilbage i stolen. Mere end 10.000 danskere fik en fyreseddel i sidste måned. Ministeren skylder de mennesker at gøre alt, hvad han kan for at få dem tilbage i arbejde, siger Harald Børsting. (brink)