Egentlig er direktivet overflødigt, siden EU indførte indre marked i 1987, har levering af tjenesteydelser på tværs af grænserne været omfattet af det indre markeds regler for fri bevægelighed. Og hvis man skal tro Dansk Industri, så har tjenesteydelser været omfattet af den fri bevægelighed siden Romtraktaten og EU’s grundlæggelse.
Men I praksis er det ikke gået hurtig nok med at øge konkurrencen. Derfor barslede Kommissionen med sit direktivforslag i 2004.
Direktivet er en del af den såkaldte Lissabonproces, som skal gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige økonomi.
Servicedirektivet er et redskab til at gennemtvinge den konkurrence på service og tjenesteydelsesområdet, som der ifølge Kommissionen er alt for mange bureaukratiske og nationale barrierer for.
Både hos erhvervsliv og liberale politikere er man overbevist om, at retten til fri konkurrence på tjenesteydelser allerede er en ”ret”.
Venstres MEP Karin Riis Jørgensen har mange gange advaret mod et udvandet servicedirektiv, som i virkeligheden kunne indskrænke den ”ret” til fri konkurrence, som det indre marked allerede giver.
Eller som konsulent i Dansk Industri, Anette Dragsdahl har sagt det: ”Der er intet nyt i Servicedirektivet, det hele fremgår allerede af Romtraktaten. Direktivet er en grønspættebog, en vejledning i hvad de fire friheder betyder. Når der overhovedet er brug for en særligt direktiv, så skyldes det, at markedet for serviceydelser er præget af et utal af beskyttelsesforanstaltninger, som favoriserer de lokale virksomheder.”
En bombe under EU
Men præsentationen af ”grønspættebogen” satte pludselig fokus på EU’s grundlæggende funktion. Er den uhæmmede konkurrence det eneste svar på globaliseringen? EFS, den europæiske fagbevægelses paraplyorganisation appellerede i stedet for et ”socialt Europa”. Aldrig før er et EU forslag mødt med så voldsomme protester.
Fagbevægelsen i Europa mobiliserede og stod sammen om omfattende protester mod forslaget. Der blev demonstreret i mange lande og direktivet kom til at spille en vigtig rolle for mobiliseringen af nej stemmer i Frankrig og Holland op til folkeafstemningerne om forslaget til EU forfatning.
Mens der blev demonstreret på gaderne, vedtog EU parlamentet et kompromisforslag, som umiddelbart så ud til at trække de værste tænder ud af kommissionens forslag. Til gengæld var kompromiset også så uklart, at det hurtigt stod klart, at EF-domstolen ville komme på overarbejde med at udrede, hvad direktivet egentlig betyder.
Oprindelsesland eller frihed til at levere varen
Fagbevægelsens hovedanke mod Servicedirektivet handlede om det såkaldte oprindelseslandsprincip. Kommissionens første forslag slog fast, at et firma skulle følge hjemlandets regler, uanset hvor i Unionen det udførte en tjenesteydelse. Det ville i praksis betyde, at virksomheder kunne få sig en postkasseadresse i det EU land, hvor kravene til firmaet var lavest. Oprindelseslandsprincippet blev taget ud af Kommissionens nye forslag og erstattet af ”friheden til at levere tjenesteydelser”.
Ganske vist hedder det nu, at værtslandet kan kontrollere virksomheden, men det skal ske uden at bryde principperne om ”ikke-diskriminering”, ”nødvendighed” og ”proportionalitet”.
Hos tænketanken NyAgenda vurderer man i en ”risikovurdering” af direktivet, at omkring 80 procent af oprindelseslandsprincippet er bibeholdt.
I artikel 16 opregnes en stribe begrænsninger for, hvor meget kontrol et land må lave med en servicevirksomhed fra et andet land.
Hvis værtslandet absolut vil kontrollere en udenlandsk serviceyder, er den velkommen til at gøre det, blot det sker inden for direktivets snævre ramme for, hvad der kan tjekkes og hvordan kontrollen kan foregå.
Kollektive overenskomster
”Der er heller intet til hinder for, at denne medlemsstat i overensstemmelse med fællesskabsretten anvender sine bestemmelser vedrørende ansættelsesvilkår, herunder bestemmelser, som er fastsat i kollektive aftaler”, lyder det beroligende til slut i artikel 16.
Servicedirektivets skærpede konkurrence mellem virksomheder åbner også for en skærpet konkurrence mellem lønmodtagerne. Frygten for at direktivet vil åbne for et ræs mod bunden er udbredt i fagbevægelsen. Derfor var det vigtigt bl.a. for de socialdemokratiske MEP’ere at få slået fast med syvtommersøm, at servicedirektivet ikke griber ind i fagbevægelsens ret til at strejke og blokerer virksomheder for at opnå overenskomst.
Derfor bliver det sagt med store bogstaver i parlamentets formulering af direktivet (artikel 1.7) at:
”Dette direktiv berører ikke og har ingensomhelst følger for arbejdsretten, dvs. enhver form for retlige eller kontraktlige bestemmelser vedrørende ansættelsesvilkår, arbejdsforhold, herunder sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og forholdet mellem arbejdstagere og arbejdsgivere. Navnlig respekterer det fuldt ud retten til at forhandle, indgå, udvide og gennemføre kollektive overenskomster samt retten til at strejke i overensstemmelse med lovgivningen om arbejdsmarkedsrelationer i medlemsstaterne. Det berører heller ikke medlemsstaternes nationale lovgivning om social sikring.”
Den formulering købte Kommissionen ikke, og ministerrådet valgte at følge kommissærerne i opblødning af teksten, som i det endelige forslag er delt op i to. Kommission og ministre lægger vægt på, at nok skal der være plads til at indgå og håndhæve kollektive aftaler, men det skal ske i ”respekt for fællesskabsretten”.
Retten til faglige aktioner svækkes yderligere af, at Kommissionen har lavet en forklarende forbemærkning til direktivet, som inviterer EU-domstolen til at tolke på, hvad der er ret og rimeligt at kræve på arbejdsmarkedet.
”Bestemmelserne i dette direktiv bør ikke være til hinder for, at en medlemsstat kan anvende regler om arbejds- og ansættelsesvilkår. De ved lov eller administrativt fastsatte regler bør i overensstemmelse med traktaten være begrundet i beskyttelse af arbejdstagere, og de bør som fortolket af Domstolen være ikke-diskriminerende, nødvendige og proportionelle og være i overensstemmelse med anden relevant fællesskabsret.” (bemærkning 82, redaktionens fremhævning)
Dette forbehold kan undergrave landenes mulighed for at lovgive om arbejderbeskyttelse. Samtidig giver det servicevirksomhederne en mulighed for at trække lande for domstolen, hvis de mener deres arbejderbeskyttelse er diskriminerende, unødvendige eller for vidtgående (ikke proportionale).
Det svært på den baggrund at fastholde, at servicedirektivet ikke har ”nogen som helst følger for den nordiske model på arbejdsmarkedet. (brink)