EF-domstolen forbyder lovgivning mod social dumping

Luxembourg har forbrudt sig mod reglerne om fri bevægelighed og overtrådt udstationeringsdirektivet. Udenlandske virksomheder kan ikke tvinges til at følge nationale overenskomster og værtslandene må end ikke tjekke om minimumskravene bliver overholdt, det er bundlinien i dagens dom fra EF-domstolen

Hent

Dom mod Luxembourg

Tre svaler gør ingen sommer, sådan har svaret lydt, når fagbevægelsen har spurgt til, hvor mange domme der skal til, før det står klart, at EF-domstolen har sat markedet over arbejdstagerrettigheder. De tre svaler, som har bragt fagbevægelsen i oprør fik i dag en mere med sig i flokken, da EF-domstolen i dag gav EU-kommissionen medhold i alle klagepunkter i en sag, som kommissionen har anlagt mod Luxembourg.

Luxembourgs arbejdsmarked er præget af masser af fremmed arbejdskraft, derfor indførte landet i 2002 – kort før østudvidelsen – en lov, som i sit hovedindhold pålagde alle virksomheder at følge de gældende overenskomster i landet.

Loven er et værn mod social dumping og Luxembourg mener, at det er uomgængelig lov, der skal sikre ”den sociale fred i landet”. Det er den lov, EU-Kommissionen nu har fået underkendt ved EF-domstolen på alle punkter.

– Dommen følger den samme grundtanke som i Viking-, Vaxholm- og Rüffertsagerne: Udenlandske virksomheder er kun forpligtet til at overholde de minimumsvilkår, som udtrykkeligt er beskrevet i udstationeringsdirektivet. Dommen slår fast, at man ikke må stille videregående krav end dem, der er opregnet i direktivet – heller ikke gennem lovgivningen. Samtidig må værtslandet end ikke kontrollere om minimumsstandarderne bliver overholdt, siger Finn Sørensen, Fagbevægelsen mod Unionen.

Christiansen-udvalget kan pakke sammen

– Det nye er, at dommen slår det klart og tydeligt fast, at det er forbudt for medlemslandene at lovgive om, at udenlandske virksomheder skal følge nationale overenskomster. Hvis loven pålægger en virksomhed et gran mere end minimumskravene, så er det ulovligt. Så det udvalg, som lige nu sidder og skriver på en dansk udredning, der skal inddæmme dommen, kan godt pakke sammen. Efter dommen mod Luxembourg er det ulovligt at lovgive på en måde, som på nogen måde kan sikre os mod social dumping, siger han, med henvisning til det regeringsudvalg som i øjeblikket arbejder med en lovtekst, som skal modgå konsekvenserne af domstolens afgørelser.

– Det eneste vi kan gøre nu er at alliere os med de lande, som er umiddelbart berørt af de fire domme. Vi må rotte os sammen med lande som Luxembourg, Irland, Sverige, Belgien og Tyskland og kræve, at den sociale protokol, som EFS har foreslået, bliver vedtaget. Den tager også højde for dagens dom, og den kan sikre, at landene kan beskytte sig mod social dumping med de midler, de selv ønsker. Enten det er kollektive overenskomster eller lovgivning, siger Finn Sørensen.

Må ikke kræve dyrtidsregulering

Lovgivningen i Luxembourg pålægger virksomhederne at regulere deres lønningerne med en automatiske dyrtidsregulering, det gælder alle – også udenlandske virksomheder.

– Men det er forbudt ifølge EF-domstolen. Et land kan ikke kræve, at firmaer fra andre EU-lande skal dyrtidsregulere lønningerne. Dommerne mener, at det muligvis kan være lovligt, hvis det kun drejede sig om mindstelønnen, men da det gælder alle lønninger er det forbudt, siger Finn Sørensen.

Udstationeringsdirektivets minimumskrav skal overholdes, det mener EF-domstolen også. Men dommen gør det klart, at det ikke er en noget, som vedkommer det land arbejdet laves i, det er en sag for virksomhedens hjemland.

– Dommen slår fast, at Luxembourg ikke må stille særlige krav til, hvordan firmaerne skal dokumentere, de vilkår der arbejdes under, og de må ikke kontrollere det, det er helt op til hjemlandet. Dommerne mener, at Luxembourgs krav til de udstationerede virksomheder er for uklare og kan ”afskrække” firmaerne fra at arbejde i landet, siger Finn Sørensen.

Endelig får Kommissionen også medhold i, at det er i strid med EU-lovgivningen, når Luxembourg forlanger, at udenlandske virksomheder skal have en juridisk person, som er fastboende i landet. (brink)