Mens Vaxholmdommen skaber frygt for fremtiden i dansk fagbevægelse, så er der ikke meget forståelse for det problem i Polen og de andre nye EU lande. Men Polen risikerer at ende i en fattigdomfælde, hvor landet bliver fast leverandør af billig arbejdskraft til Vesteuropa
– Det er måske den største udfordring for fagbevægelsen, at de nye lande ikke forstår problemet i Vaxholmdommen og de andre domme fra EF-domstolen, som begrænser muligheden for at sikre lige vilkår for udenlandsk arbejdskraft. De ser den fri konkurrence – også på lønningerne – som deres mulighed. Derfor har de nye lande nærmest med en stemme været for dommen mod de svenske bygningsarbejderes blokade, siger Jens Jørgen Nielsen.
I bogen ”Polske Paradokser” beskriver han Polens problematiske forhold til EU.
På den ene side, har flertallet af polakkerne mere tillid til EU end til deres egne politikere, på den anden side, føler de sig også snydt og skuffet over de barrierer, de mener, der bliver sat op for deres muligheder for at komme ind på de Vesteuropæiske arbejdsmarkeder.
– For dem var servicedirektivet, som skulle give fri bane for konkurrence på tjenesteydelser, selve essensen af EU medlemskabet. Det handler om at få lov til at konkurrerer frit og have fri adgang. Men når de så løber ind i barrierer, så bliver de overrasket, skuffet og fornærmede. Mange siger: Nu har vi åbnet Polen, så Tysk kapital har kunnet købe vores virksomheder. Men når vi så kommer, så lukker I døren, siger Jens Jørgen Nielsen.
Der er ikke den store forståelse for fagforeningernes rolle.
– Det er en udbredt opfattelse, at nu har vi fået et frit marked, så er der ingen brug for fagforeninger. Der er ikke den store forståelse for at kæmpe sammen for bedre vilkår. Derfor er det et vanskeligt budskab, dansk fagbevægelse står med i forhold til polakkerne, siger han.
– Jeg har selv oplevet det som tolk for danske fagforeninger, der besøgte Polen. Det var svært overhovedet at finde de rigtige ord, når man snakker fagligt – det er to verdener. Der er ikke umiddelbart forståelse for danske synspunkter. Og ingen grundlæggende fælles begreber, som når man møder faglige folk fra f.eks. Tyskland og Sverige, siger Jens Jørgen Nielsen.
Vækst uden udvikling
Efter opgøret med det kommunistiske system har Polen, på linje med de fleste tidligere østlande, været udsat for en økonomisk chokterapi med omfattende privatiseringer og en åbning for en total fri markedsøkonomi.
– Det har været det ultraliberale marked, der har bestemt udviklingen. Der har været økonomisk vækst, men samtidig er fattigdommen og den sociale ulighed vokset. Nogle er blevet ekstremt velstående. Men samtidig er der mange, der har stemt med fødderne og forladt landet, fordi vilkårene er så dårlige. Der er mange højtuddannede uden job, og mange over 50 år lever på landet i noget der ligner en naturalieøkonomi, siger han.
Markedet har udviklet sig, men uden at det har betydet udvikling i regionerne, og arbejdsløsheden er stadig ekstrem høj. Polen er gået fra en meget høj beskæftigelsesfrekvens til EU’s laveste andel af erhvervsaktive.
– Op gennem 90-erne forsømte man at opbygge de institutioner – både statslige og på arbejdsmarkedet – som kunne have sikret en mere jævn omstilling fra kommandoøkonomi til frit marked. I stedet var det deregulering hele vejen igennem. Polen har ikke de repræsentative spillere på arbejdsmarkedet, som kunne lave langsigtede aftaler og sikre en udvikling og en udnyttelse af det kæmpe potentiale, Polen har, siger Jens Jørgen Nielsen.
Uvis udvikling
Det er en udbredt opfattelse, at de nye EU lande – trods vanskeligheder – lige så stille vil udvikle sig, så de nærmer sig Vesteuropa økonomisk og socialt. Men det er vel ikke givet, hvor Polen ender?
– Nej, det er uforudsigeligt, hvad der kommer til at ske. Det politiske system har ikke formået at løse de sociale problemer. Det har ført til, at mange stemmer på de højrenationale tvillinger, Kaczynskis parti. De højrenationale har formået at samle den sociale utilfredshed op. De har peget på fattigdommen og de problemer, som de liberale har lukket øjnene for. Men deres ”løsning” har været at finde syndebukke og de har sågar foreslået at afskaffe det, vi forstår ved menneskerettigheder, siger han.
Når en radikal nationalist og populist som Kaczynski kan ende med at blive valgt til præsident i Polen, så hænger det sammen med, at fagbevægelsen er i knæ og manglen på en venstrefløj, som kan komme med konkrete bud, mener Jens Jørgen Nielsen.
– Når du i et kapitalistisk samfund ikke har en organisation, som kan forsvare dine interesser eller en venstrefløj med bud på løsninger, så er der åben bane for det yderste højre, siger han.
Selv om han er optimist på det lange sigt, så er der en risiko for, at Polen ender som en ren arbejdskraftreserve i EU.
– Der er allerede rejst 2 millioner polakker, som arbejder i udlandet, og nogen steder begynder man at mangle kvalificeret arbejdskraft. Derfor er diskussionen er i gang i Polen, Hvordan skal det løses?
– De liberales mener, at markedet må klare det – mere deregulering – så må man hente arbejdskraft i Ukraine og Indien. Mens tvillingerne og andre vil have statsregulering af lønningerne, så man kan lokke polakkerne hjem, siger Jens Jørgen Nielsen.
Fagbevægelsen er trods dens svaghed også begyndt at reagerer. I en nylig rapport har man påvist, at de polske lønninger har et efterslæb efter produktivitetsudviklingen. Gabet mellem lønninger og stigningen i produktivitet vokser, derfor har de to største faglige landsorganisationer sideløbende sat kampagner i gang for højere lønninger.
– Der har været ret omfattende strejker, og i foråret var ”den hvide hær” – sygeplejersker og læger i kamp for højere løn, siger Jens Jørgen Nielsen. (brink)