Arbejdsløsheden fortsætter med at vær høj i EU, de unge rammes hårdest med hver femte under 25 uden job
Selvom der er 1,5 million færre registrerede arbejdsløse i EU i august i år i forhold til sidste år, så har det samlede antal arbejdsløse i de 28 EU-lande stort set stået stille fra maj til august. Det længe ventede og annoncerede opsving giver sig ikke udslag på det samelede arbejdsmarked i EU.
Der blev flere arbejdsløse unge under 25 år i eurozonen i august måned, viser de seneste tal fra Eurostat.
Arbejdsløsheden blandt de unge i eurozonen steg igen i august, hvor over 3.131.000 unge i de 19 lande var arbejdsløse, det svarer til 22,3 procent. For EU som helhed er hver femte ung uden arbejde.
Værst er situationen for de unge i Grækenland. De seneste tal er fra juni, hvor arbejdsløsheden dog faldt markant, men stadig var på 48,3 procent. Dermed kom de unge grækeres arbejdsløshed under de unge spanieres, hvor den steg med 0,1 procent i august til 48,8 procent.
I Italien fik de unge igen sværere ved at finde et job. Arbejdsløsheden steg i august med 0,3 procentpoint til 40,7 procent, og i Portugal steg den også til 31,8 procent.
I 16 EU-lande var flere end hver femte ung uden et job i august.
Færrest problemer har de unge i Tyskland, hvor arbejdsløsheden fortsat var på 7,0 procent i august. I Østrig faldt den til 10,8 procent og i Holland til 11,2 procent og var uændret på 11,4 procent i Danmark. Kun i Tyskland er færre en ud af ti unge ude af stand til at finde et arbejde.
I alt var over 23 millioner EU-borgere uden et arbejde i august i år.
Den generelle arbejdsløshed større i eurozonen end i hele EU. I eurozonen var den på 11 procent i august mod 9,5 procent i hele EU.
Og her er Grækenland hårdest ramt med en arbejdsløshed på 25,2 procent. I Spanien, er der ganske vist en økonomisk vækst men uden det afspejler sig i arbejdsløshedskøerne: 22,2 procent af spanierne var arbejdsløse i august, et beskedent fald på 0,1 procent i forhold til måneden før.
Både Cypern med 15,3 procent arbejdsløse og Portugal med 12,4 procent måtte se en lille stigning i antallet af folk uden job. (brink)






